Olielampeur af tin. 1700-tallet (LFS).
Anvendt en del i 1700-tallet. Det består af en pæreformig oliebeholder af glas, der har forbindelse med en lampe af tin.
Denne sidder igen på et skaft og en fod af samme materiale. Undertiden er foden udformet som en drypskål. Olieglasset fastholdes til lampen ved hjælp af et par lodrette bøjler af tin eller messing, hvorpå en timeskala er graveret eller opdrevet. Når lampen tændes, brænder olien langsomt op, og man havde regnet ud, hvor megen olie, lampen kunne forbrænde pr. time. Ved at indrette timeskalaen herefter, kunne et omtrentligt tidspunkt aflæses af hvilket tal på skalaen, oliespejlet flugtede med. O. var meget anvendte som kombinerede sengelamper og -ure. Nogle af dem er udstyrede med en bærebøjle på skaft eller fod, så de er lette at transportere rundt.