Ombetrækning af stole - Lidt om stolens historie

Stolenes udvikling er gennem tiden gået mod større komfort. I ældre tid havde man i bedste fald en løs hynde på træsædet. Stole med fast stopning og lædersæde var en nyhed, som kunne nydes på slottene i 1600-tallet.
I 1700-tallet øgedes komforten og siddemøblerne blev blødere og mere bekvemme med lavere stopning med blødere kanter. I det tidlige 1800-tal blev indretningsstilen strammere og stolesæder fik rette linier, som krævede en ny polstringsteknik med syninger.
Slutningen af 1800-tallet skulle blive møbelpolstrernes gyldne periode. Spiralfjederen blev taget i brug omkring 1850 og bekvemmeligheden blev bogstavelig talt sat i højsædet. Lænestole og sofaer fik svulmende polstringer, der holdtes på plads af knapper eller ved hæftning. I 1880'erne og 90'erne blev polstringen så overvældende at træstellet snart helt skjultes og stolebenene kun lige skimtedes bag en lang tæt frynse. Ikke for ingenting bliver denne periode kaldt "klunketiden" .
Omkring århundredeskiftet gik de komplicerede møbelpolstrerarbejder af mode, da man anså dem for uhygiejniske og støvsamlende. Stolene fik igen flade sæder. I 30'erne og 40'erne fik møbelpolstrerne mest brug for deres kunnen, når det drejede sig om lænestole og sofaer. Fra 50'erne er nye materialer som skumgummi, bølgefjedre og fiberfyld kommet ind i billedet og har delvis forandret møbelpolstringens metoder, hvad angår nye møbler.
Når det drejer sig om om at polstre og ombetrække gamle møbler, bør man dog anvende de gamle efterprøvede materialer, selv om et moderne hjælpemiddel som hæftepistolen i mange sammenhænge kan lette arbejdet.