pa'gode (indisk: bhagurati)
A. europæisk navn på fritstående sakrale tårnbygninger i de
buddhistiske områder i Asien, i Indien = stupa, i Kina ofte 6-8 kantet
stentårn, i Japan kvadratisk trætårn,
B. lille gudefigur med bevægeligt hoved, som i 16-1700-tallet
indførtes fra Østasien. Illustration: kinesisk pagode.
C. navn, som portugiserne gav kinesiske buddhistiske helligdomme. Pagode er høje tårne, oftest opført på en ottekantet basis og dækket af flere på hinanden følgende tage.
De kan have fra 3 til 13 etager. De første pagoder, bygget af træ eller lersten, er alle forsvundet. Den-ældste bevarede, som ligger i Song-chan (Honan), blev opført i 523, men der findes talrige nyere bygninger af denne art såvel i Kina som i Japan.