Papirtapeter

begyndte at vinde indpas i England og Frankrig o. 1750, efter at have været kendt i Kina fra det 2. århundrede. De afløste de tidligere tiders vægbeklædning at fløjl, brokade, silke og gyldenlæder, for slet ikke at tale om de endnu ældre tiders - renæssancens - vægmalerier og vægtæpper af stof. De umiddelbare forgængere for papirtapeterne var voksdugstapeter af sammensyede lærredsbaner med olietryk og trykte stoftapeter. Indtil den første maskinelle fremstilling o. 1850-60 (den første danske tapettrykkemaskine opstilledes 1870) kunne der kræves op til 3000 forme til et enkelt tapet, der tryktes på samme måde som håndtrykte stoffer. Empirens panoramatapeter var beregnet til at sætte på væggen i op til 30-40 baner og udgjorde et samlet hele. Den største fabrik var Dufourts i Paris, der en overgang beskæftigede 400 arbejdere. Motiverne var landskaber, situationsbilleder fra antikken, historien og digtningens verden.