Patina er en overfladebelægning, der med tiden danner sig på
metaller som følge af ydre forhold. Den udvikler sig på kobber og
kobberlegeringer som messing og bronze og opstår som følge af syre, gasser og
saltes indvirkning i jorden, i vandet og i luften. Da en smuk patina ofte understreger
møntens relief, er den eftertragtet og forøger møntens pris. Patinaen kan være
af forskellig art, alt efter hvor mønten har ligget, og kan have mange
forskellige farvetoner.
Den mest eftertragtede patina på ældre mønter - hovedsagelig
græske og romerske bronzemønter - er den glatte mørkegrønne eller blågrønne
emaljeagtige patina, som også kaldes ædel patina. Denne opstår, når en mønt har
ligget i mange hundrede år forholdsvis tørt og luftigt. Ædelpatinaen ligger som
en skal over hele mønten og består ofte af basiske kulsure salte af kobber,
dvs. malakit, atakamit eller kobberlazursten.
Der findes afarter af ædelpatina, der er næsten sorte,
blåagtige eller mørkegule. Den brune patina er den almindeligste. Den er ret
tynd og består hovedsagelig af kobberilte. Jo ældre en kobbermønt er, jo
mørkere vil den være. Kunstig patinering har man kendt til i århundreder, især
når det drejede sig om at give bl.a. medaljer en pænere overflade. Ved moderne
fremstillede bronzemønter bruger man ofte at brunere eller at bejdse
blanketterne før prægningen. Falsk patinering benyttes i flere tilfælde, dels
når der er tale om kraftigt afrensede mønter, som skal gøres pæne igen og dels
for at få falske mønter til at se ægte ud.
Se også Sølvpatina
..