pengekat, pung (oprindelig af katteskind) til at hænge ved
bæltet.
Hæklet pengekat, forrige århundrede (Bangsbo).
Egentlig et bælte, hvori man gemte sine penge. Siden kom betegnelsen imidlertid også til at dække en dobbeltpung af særlig konstruktion. Den består af læder eller stof og er et aflangt hylster, der på midten er opskåret i en række slidser, medens hylsterets ender er lukkede rum til penge. Man putter mønterne ind gennem slidserne, så de falder ned i pung-rummene, og ved hjælp af et par trange ringe, som kan skydes ned, lukkes rummene, så pengene ikke falder ud. Man kan så hænge dobbeltpungen op i bæltet i det bløde slidsede midterstykke. - Pengekat brugtes til op i begyndelsen af dette århundrede, mest af damer, som bar den i bæltet. Sådanne eksemplarer er gerne hæklede og kan ydermere være besat med glasperler eller have anden pryd.