perlestikkeri, perlebroderi eller fletværk, hvor man har stukket tråden gennem små perler af farvet glas eller - sjældnere - metal. De har kuglefacon, er cylindriske eller kan have andre former. Man kunne flette punge og tasker af perlesnore eller sy perlerne fast til et stofunderlag og ved at sætte dem sammen i forskellige farvenuancer danne mønstre. Man har endog siden renæssancen brugt at brodere hele billeder - landskaber, blomsterbilleder eller portrætter - ved hjælp af denne teknik. I forrige århundrede var det ikke ualmindeligt, at lampekupler fik et netværksovertræk af perlestikkeri, og der er gennem tiderne fremstillet nydelige smykker deraf.