Pietisme

Latinsk ord. En følelsesbetonet religiøs fromhedsretning. Vækkelsesbevægelse i de lutherske kirker i 17. og 18. årh. I reaktion mod den rådende stive ortodoksi betonede Spener, der er ophavsmand til pietismen, i gudelige forsamlinger fra 1670 en mere praktisk orienteret kristendom- Værdien af overensstemmelse mellem liv og lære, en personlig oplevelse af troen, og at lægfolk burde have større andel i det kirkelige arbejde. Fra ca. 1690 var Francke ledende, med byen Halle som pietismens åndelige centrum; bevægelsen blev mere asketisk og aggressiv, og forlystelser fordømtes. Til Danmark nåede pietismen under Frederik IV. og vakte bl.a. interesse for missionen (kolonien Trankebar i Indien). Den fik sin største indflydelse og magt under Christian VI. Blandt dens betydeligste mænd var præsten Ewald (digterens fader). Pontoppidans katekismusforklaring havde længe betydning, Brorsons salmer har det stadig. Bevægelsen har udmærket sig ved interesse for undervisning, også af de dårligst stillede (Vajsenhuset), og ved socialt hjælpearbejde.