Europæiske postskillemønter. 1. Dansk 25 øre - 3. Fransk 10
centimes
2. Tysk 40 pfennig - 4· Italiensk 50 Lire fra 1970'erne.
Postskillemønter (engelsk: Encased Postage Stamp, tysk:
Kapselgeld). Speciel gruppe af frimærkepenge, hvor frimærkerne er indsat i
runde (sjældent 4-kantede) kapsler af metal eller celluloid eller papkapsler
med metalrand. Kapslen bærer for det meste et trykt eller præget
reklamebudskab. Første gang denne form for mønter blev anvendt, var i USA i
1862, hvor frimærker i værdierne fra 1 til 90 cents (1861 udgaven) blev sat i
messingkapsler og forsynet med reklamer for mange firmaer.
Det blev dog ikke et system, der blev taget op af andre
lande før i tiden omkring 1. verdenskrig. I København indgav gravør H. Th.
Neergaard patentanmeldelse på fremstilling af frimærkepenge i kapsler og
fremstillede disse til sig selv og få andre i kvarteret, hvor han boede, bl.a.
Carl Østberg & Sønner, der annoncerede for »Ægte tønde Cognac & Caloric
Punch«.
Efter Sønderjyllands genforening med Danmark blev der mangel
på småmønt i det sønderjyske område, hvorfor der blev fremstillet kapselpenge
efter fransk forbillede. De danske kapselpenge kaldtes postskillemønter, idet
de var tænkt anvendt på postkontorer, men mange forretninger modtog dem også
som betaling.
Der er fremstillet 25 og 10 øres postskillemønter med 10
forskellige reklamer for cigaretter og tobak, 474.234 stk. 25 ører og 467.583
stk. 10 ører, og de var i cirkulation fra 14/4-1921 til 31/3-1922. I Norge
anvendtes postskillemønter omkring 1917-20 bl.a. af firmaerne Alf. Chr.
Nielsen, Kristiania, og G.K. Hartmann, Kristiania, endvidere kendes en 4-kantet
udgave, der reklamerede for Marcovitch cigaretter. En række andre lande har
ligeledes anvendt frimærke kapselpenge, bl.a. Belgien 1920-21, Tyskland
1920-21, Frankrig 1920-22, Italien 1919-20, Østrig 1920-22, Spanien samt
Tjekkoslovakiet.
Lit: NNUM
1941 s.21-24: Albert Pick: Briefmarkengeld, Braunschweig 1970.
..