Probering: Undersøgelse og bestemmelse af guld og sølvs
finhed (korn eller lødighed). Hertil har man gennem årene brugt forskellige
metoder. Kupellation var allerede kendt af romerne, og den såkaldte
titreranalyse (tysk: Nasse Probe), der antagelig var opfundet af araberne, kom
til Europa omkring 1400 og brugtes her til ind i 1500-tallet.
Metoden blev i 1830 »genopdaget« af franskmanden Gay-Lussac
og fandt snart indpas på alle møntsteder. Foruden den »våde prøve«, dvs.
titreranalysen, har man tidligere brugt stregprøven. Ud over disse brugte
guardeinen en såkaldt digelprøve (granailleprøve), hvor en lille prøve af det
smeltede metal blev hældt i et lille kobberkar halvt fyldt med vand. Det blev
holdt i rask bevægelse med en lille risbørste, hvorved metallet formedes til
små bitte runde kugler (granailler), af hvilke der derefter blev taget en
bestemt vægtmængde til probering. Herved kunne finheden af det smeltede metal i
diglen bestemmes, og man kunne efterjustere med kobber eller ædelt metal.
Der var iøvrigt kontrol gennem hele produktionsleddet. Ved
levering af barrerne var disse forsynet med oplysning om finhed. Når disse var
smeltet og legeret, blev der taget en prøve (digelprøve), og af de udstøbte
blokke og udvalsede tene blev der også taget prøver, og sluttelig blev der
taget prøver af de færdige mønter.
..