2
1. Fransk 10 centimes 1855 hvor forsidens kejser portræt ved
gravering er forsynet med en tysk pikkelhue. 2. Dansk aluminium 5 øre 1941 med
indslået hammer. 3-4. danske propaganda medaljer fra tiden under 2.
verdenskrig.
Der er to former for propaganda mønter. De første udstedt af
møntherren, ofte for at retfærdiggøre handlemåde og gerninger, eller til
forherligelse af herskeren. Propagandaen kunne også være rettet mod statens
fjender - indenlands eller udenlands - som et budskab om, hvad der kunne ske,
hvis de forsøgte at forgribe sig på landet. Propagandaen kunne på mønten ske
gennem motivvalg og ved ind- eller omskrift. Et dansk eksempel haves i den
såkaldte ebenezer krone.
Den anden gruppe propagandamønter er normale mønter, som ved
omgravering, kontramarkering eller andre forandringer sattes i cirkulation for
at gøre opmærksom på urimeligheder, eller som kritik af landets regent eller
ledelse for uduelig handling, eller for at propagandere for bestemte politiske
partier eller religioner. Mange af disse frembringelser havde karakter af smæde
mønter.
Et eksempel på den sidste gruppe er de franske 10 centime
stykker fra Napoleon III's tid, der efter nederlaget til Tyskland i slaget ved
Sedan i 1870 omgraveredes af flittige hænder og sendtes i omløb som et udtryk
for folkets vrede med den uduelige kejser og kejserinde Eugenie som de
egentlige ansvarlige. Under 2. verdenskrig cirkulerede i Danmark aluminiums 5
ører 1941, hvor der i 5-tallet var indslået en lille hammer, hvorved motivet
kom til at ligne det kommunistiske symbol: hammer og segl, idet kommunisterne i
Danmark bekæmpede nazisterne. Angående mønter, der propaganderer for firmaer og
produkter se reklame kontramarkering.
..