De ældste eksemplarer er fra slutningen af 1600-tallet, de er gerne forholdsvis flade, og har en lille tud til at hælde af. I begyndelsen af 1700-tallet bliver laffet dybere, og det sker, at man springer den egentlige tud over og blot gør laffet bådformigt.
I rokokoen bliver det almindeligt at forme p. som dybe blade, som sneglehuse, fisk o.m.a. og langt op i forrige århundrede fandt man stadig på nye udformninger.
Puncheske af træ. Empire
De fornemme p. har et kort rørformigt skaft hvori er tappet et skaft af ben, ibenholt etc. Sølvet, som laffet er af, leder nemlig varmen alt for godt. Udover skeer af sølv har man dem i tin, messing, kobber, ben, træ osv; det var gerne mere folkelige stykker, og de kan være ganske morsomt udskårne.
Nogle p. er med en si fortil, den skal holde nelliker, kanelstykker o.l. tilbage, så de ikke kommer med i glassene.