Quinar (Quinarius): Romersk sølvmønt, hvis værdi var 5
asses. Det var ½ denar præget fra ca. 211 f.Kr. og oprindelig med samme design
som denaren, dvs. Roma-hoved på forsiden sammen med et værdiciffer V (dvs.5) og
dioskurerne på bagsiden. Ca. 180 f.Kr. indstilles prægningen af denne mønttype,
og den kom først i gang igen omkring år 104 f.Kr. Disse mønter bærer bogstavet
Q.
Mønttypen er også præget i kejsertiden, men blev efterhånden
sjældnere. Fra omkring 250 e.Kr. begyndte sølvindholdet i mønten at falde, og
under Claudius II Gothicus (268-270) blev det en ren bronze- eller kobbermønt.
En anden mønt med samme navn er guld quinaren, der indførtes under Augustus som
½ aureus og præget indtil Constantin d. Stores tid (307-337).
..