rav

rav, gult eller gulbrunt mineral dannet af harpiks fra forhistorisk tid, anvendt til smykker siden stenalderen.

Rav (C₁₀H₁₆O) er forstenet harpiks af bl.a. Guldlærk (Pseudolarix amabilis). En betingelse for, at der dannes rav, er, at harpiksen ender i havet og ligger der i mindst 30-50 millioner år. Først efter denne lange iltfrie proces med trykpåvirkninger, hvorved plantesaften forandrer sig, og olieindholdet reduceres, dannes det rigtige ægte rav. Overgangsformerne mellem harpiks og ægte rav kaldes kopal.

Dette materiale er mere porøst, så man kan knække flager af med en negl. Verdens ældste rav er 235-231 millioner år gammelt, og det er fundet i Østrig og Bayern. Danmarks ældste rav er fundet på Bornholm og er 170 millioner år gammelt. Densiteten af rav er i gennemsnit 1,05 g/mL, dvs. kun en anelse højere en densiteten af havvand. Rav flyttes derfor let rundt af vandmasser i bevægelse. Rav, der er fundet som opskyl på en strand, anses for at være finere end rav gravet ud af jorden. Hvis man er heldig, kan man finde fossiler af insekter i ravklumper.

Rav kan brænde og giver derved en dejlig duft. Når man gnider på rav, udvikles statisk elektricitet. Når ravet udnyttes til smykker, bliver det tit opvarmet og senere slebet og poleret. Alt efter hvilken opvarmningsmetode man anvender, kan man skabe forskellige farver og sprængningsmønstre. Det siges, at ravsmykker har bedst af at blive brugt. Kontakten med huden holder ravet fint blankt, mens det bliver mat og kedeligt af at blive efterladt i en skuffe.

Helt siden oldtiden har mennesket anvendt rav og ravsmykker som betalingsmiddel, og siden dengang har ravet haft en rolle som vidundermiddel mod alskens dårligdomme. Derfor findes også utallige mundheld og historier om ravet – én af historierne fortæller, hvordan rav blev til: Da frugtbarhedsgudinden Frejas mand Od forsvandt, græd hun bitre tårer. De tårer, der landede på jorden, blev til guld, mens de tårer, der landede i havet, blev til rav.

Lysekrone af rav. Forfærdiget af højkunstdrejer Lorenz Spengle. Barok (Rosenborg).

Eller bernsten, således kaldt fordi det kan brænde, har fra den ældste stenalder været anvendt til smykker, amuletter og al slags småkunst. Det gyldentbrune rav, der kan være plumret eller gennemsigtigt, er dannet af harpiks, som stammer fra forhistoriske træer, især fyrretræer (for 50-100 millioner år siden).

En fossil harpiks fra tertiærtidens skove, det er udgydt af »ravfyrretræet«, hvis latinske navn er pinus succinifera, hvorfor dets mere »videnskabelige« navn er succinit. Rav findes i sekundære aflejringer i egnene omkring østersøen, og lagene strækker sig langt ud i Nordsøen. I Polen samles det indskyllet på stranden og brydes fra blålerlaget inde i landet, og ligeledes i Skandinavien samt på den engelsk-skotske nordsøkyst finder man det i rigelige mængder.

Allerede i oldtiden havde vi en stor eksport af rav til det sydlige Europa, og i vore egne oldtidsgrave finder man ikke sjældent perler og andre smykker samt småskulpturer af rav

På græsk hedder rav elektron, hvilket betyder noget i retning af solgylden. Da rav antagelig var det første stof i forbindelse med hvilket man iagttog, at det, når det blev gnedet, tiltrak småpartikler, opkaldte man denne evne efter det og benævnte den elektricitet.

Rav har også en anden for »sten« ejendommelig egenskab; det kan brænde og udvikler herunder en aromatisk duft, og eftersom denne duft påstås at kunne fordrive alle onde ånder, ja, Fanden selv, indgik rav i forskellige slags finere røgelse, som er brugt i kirkerne samt til rensning af »besatte« huse. Det er rav's evne til at brænde, der har givet det navnet bernsten.

Eftersom rav undertiden forekommer i ret store stykker, har det også ladet sig bruge til genstande som drikkekander, lysekroner etc. Mindre spændende stykker er blevet revet og kogt ned sammen med olie, hvorved man fik en fortræffelig fernis, som førhen brugtes meget til finere møbler. Siden har man tillige fundet ud af at sammenpresse småstumper i forbindelse med opvarmning og derved opnået et sammenhængende materiale, der er lige så solidt som den hele sten, det er blevet brugt til smykker, cigar- og cigaretrør samt meget andet.

Et godt stykke rav er klart og kan ligge i farverne fra lyst gult til rødligt brunt og mere rent brunt. Der findes undertiden indkapslet insekter, småblomster og blade i materialet, hvilket naturligvis ikke formindsker dets værdi, hvis indlejringerne ellers er smukke og nogenlunde fordelagtigt placeret. En del rav er hvidt eller skyet på grund af indeslutninger af utallige bittesmå luftblærer, sådant rav kan undertiden afklares ved at opvarmes i olie. Rav som er fundet i moser kan være mørkebrunt til sortbrunt og kaldes undertiden jordrav, hvorimod det hvide benævnes benrav. Fra andre steder i verden har man ligeledes rav-lignende materialer, således det brune simenit fra Sicilien og Rivieraen, det røde rumanit fra Rumænien, det røde copalin fra Østrig og det rødgyldne dominikanske og burmesiske rav.