Regnepenge

i oldtiden og middelalderen, hvor man regnede med romertal, var det en højst kompliceret opgave at lægge tal sammen, man kunne ikke blot stille dem under hinanden, som man gør i dag, hvor enhver let kan regne ud, at 13 + 12 + 29 giver 54. De samme tal så da ud således: XIII + XII + XXIX = LIV. Man måtte derfor enten møjsommeligt indstrege et stykke papir med en kolonne til hvert tegn, eller man havde faste regnebrætter eller regneklæder med sådanne kolonner, og da det ikke lod sig gøre at holde så mange tegn samlede i hovedet, brugte man nogle særlige brikker, som anbragtes i de forskellige kolonner til at fast holde tallene, sådanne brikker blev præget af metal og minder en god del om mønter, de kan være af messing, måske forgyldt, men man har dem også af sølv, som tillige kan være med lueforgyldning samt af purt guld. Det var særlige værksteder rundt om i Europa, der prægede disse regnepenge, som de kaldtes, de er altså trods navnet ikke egentlige penge. Til et sæt r. hører gerne et lille fornemt etui. En cylinderform var det bekvemmeste, og man ser sådanne etuier i såvel messing som i ædle metaller samt med behørig udsmykning, f.eks. graverede mønstre. Man brugte r. op til omkring 1700, sågik man over til det talsystem, som bruges nu, og r. blev dermed overflødige. R. kaldes også undertiden jetons.