Reichstaler: Tysk sølvmønt af talertype indført ved
rigsmøntordningen 1566. Den erstattede i Nord-, Midt- og Vesttyskland den
tidligere reichsguldiner til 60 kreuzers værdi. Den nye reichstaler vejede
29,23 g, havde finheden 0.889 og finvægten 25,98 g og blev værdisat til 68
kreuzer. Kort tid efter var værdien 72 kreuzer og i 1580 90 kreuzer.
Reichstaleren havde på forsiden billede af møntherren,
byvåben eller hellige personer, medens bagsiden havde den kejserlige ørn
(Reichsadler). I modsætning til reichsguldiner havde den ingen værdiangivelse i
rigsæblet. Denne mønttype blev præget i stor mængde, indtil Kipper- og
Wippertiden i 1620'erne lagde en dæmper på udmøntningerne.
Mange senere udmøntninger har ofte karakter af lejlighedsmønter.
1753 undertegnedes en konvention mellem Østrig og Bayern om at udsende en konventionstaler
eller specietaler til en værdi af 1⅓
reichstaler. Reichstaleren blev også populær i andre lande, bl.a. i Holland,
Danmark og Sverige.
Se hhv. Rijksdaalder, Rigsdaler og Riksdaler.
..