Relikviegemme med Maria Magdalene i drevet, forgyldt kobber samt hoved og hænder af sølv (Hans Reichele 1570-1640). Soklen med det egentlige relikviegemme er fra ca. 1700
re'likvie (af latin relinquere, efterlade) helgenlevning. De jordiske rester af en hellig person, f.eks. en hårlok, en knogle eller en tand. Det kan dog også dreje sig om et helt skelet eller en mumie. Ydermere betegnes genstande eller dele af sådanne, som den hellige har haft nær knytning til, som relikvie - det kan dreje sig om en flig af jomfru Marias kåbe, en splint af Jesu kors etc. - En del relikvier er blevet betragtet som direkte undergørende, andre fungerede snarere som en slags amuletter.
Hvis man f.eks. havde erhvervet sig en relikvie, kunne man bære den på sig i en relikviekapsel, som naturligvis fortrinsvis måtte være af ædelt metal, selvom også jævnere eksemplarer kendes.
I kirkerne kunne man have relikvier - gerne af den helgen til hvem kirken var indviet - i et særligt lille rum i alteret - en helgengrav, eller i en løs beholder - et såkaldt relikviarium, relikviegemme eller relikvieskrin.
Relikvie er i Europa knyttet til den katolske kirke, og ikke mindst i middelalderen havde relikviesystemet stor udbredelse. Der er skabt relikviarer af forskellige former, man har dem som skrin, i lignelse af legemsdele - arme, fødder, hoveder m.m., eller som buster. Man har da gerne udhulet et rum i brystet, hvor et mindre skrin med selve relikviet var anbragt. Også hele figurer med et relikvierum forekommer. Nogle relikviarer er med ruder af glas eller bjergkrystal, så man kan se ind til relikviet, der kan være fastgjort i en bøjle. Ofte vil relikviaret være af et ædelt metal.
Relikviegemme af form som en hånd. Det viser en velsignende gestus med fingrene. Gotik.
Helgenlevning eller rest af hellig genstand. Blev i middelalderen anset for at have helbredende kraft.