Restaurationen (la Restauration) betegner den periode af
Frankrigs og Tysklands historie der indledtes med Napoleons fald 6. april 1814
og den efterfølgende fredsslutning ved Wienerkongressen. Restaurationen var
kendetegnet ved, at herskere i især de to store kontinentalmagter, Frankrig og
det tyske rige, gik hårdt imod de revolutionære strømninger, der krævede mere
demokrati og national selvstændighed.
I Frankrig sluttede perioden med Julirevolutionen 27-29.
juli 1830, hvor kong Karl 10. af Frankrig blev væltet til fordel for kong
Ludvig-Filip. Restaurationen var et forsøg på at vende Den franske revolutions
reformer og så vidt som muligt genindføre ("restaurere") det
absolutte monarki, adelsprivilegierne og i almindelighed den politiske og
sociale tilstand fra før revolutionen. Dette skete først i mådeholdent omfang
under kong Ludvig 18., derefter i mere ekstrem grad under Karl 10.
I Tyskland kan perioden siges at have præget hele det 19.
århundrede i høj grad, for de nationalliberale kræfter led nederlag ved
revolutionerne i 1848/1849, og et konservativt preussisk styre kunne uhindret
fortsætte under ledelse af Bismarck
Perioden afbrydes af de hundrede dage, de tre måneder hvor
Napoleon vendte tilbage ved magten, for endelig at blive besejret og afsat som
følge af Slaget ved Waterloo 18. juni 1815.