Allerede i slutningen af 1500-tallet havde man fundet frem til den første r. Navnet kommer af det latinske revolvere, hvilket betyder rulle, og princippet i en r. er, at der bag piben er anbragt en drejelig ladetromle med en række udborede kamre. Når et skud er afgivet, drejes et nyt ladt kammer op bag piben, og der kan da skydes på ny.
Systemet i renæssancens revolver var for så vidt helt rigtigt, men alligevel måtte man opgive våbnet igen. Grunden var, at man ikke kendte til patroner, og det var umuligt at gøre kammeret tilstrækkelig tæt. Resultatet blev, at en stor del af krudtgassen, som skulle drive kuglen frem, i stedet undveg gennem utæthederne, så kuglens bane blev for kort. Først i 1830'rne lykkedes det amerikaneren Samuel Colt at bygge en nogenlunde anvendelig r., og morsomt nok med renæssancens model som forbillede. Colts r. var med perkussion og skulle lades forfra, men i 1853 forbedrede franskmanden Lefaucheux typen væsentligt ved at indrette den til stiftpatroner. Siden er systemet blevet udbygget med moderne enhedspatroner med centraltænding. R. bruges stadig som militærvåben.