Rokoko ca. 1750 - ca. 1775

Rokokoen fulgte efter barokken med dens kraftfulde former og mørke farveskala. Men som altid i stilhistorien var overgangen gradvis og foregik ikke i samme tempo overalt. I byerne var man ofte mere modebevidst end på landet, hvor man holdt længere fast ved den gamle stil. I dette tilfælde har overgangsperioden faktisk sit eget navn: Regence.
Sammenlignet med barokkens højloftede slotssale med kolde stengulve og vældige åbne ildsteder som slugte brændsel, men varmede ringe, levede man i de højere samfundslag fra 1700-tallets midte i et noget mere bekvemt miljø. Mageligheden begyndte at brede sig i herskabernes saloner. Det virker også som om omgangsformerne blev mere afslappede. En ting, der var med til at fremme dette var bl.a., at man fik effektive kakkelovne, som spredte jævn varme i rummene - 1700-tallets største praktiske op. findeise på "hjemmefronten".
Med inspiration fra Frankrig blev møblerne både mere elegante og bekvemme, og armstol ene fik brede polstrede sæder med plads til kvindernes vide kjoler. Små lette borde blev flyttet frem, når man ville skrive et brev, brodere, lægge kabale eller tage en kop høj moderne kaffe eller te.
Klare lysende farver er typiske for rokokoen. Dog var de ikke så pastelagtige, som man ofte forestiller sig i dag. De oprindelige farver har forandret sig og er blevet blegede gennem århundreder. I 1700-tallet var man ikke bange for farve kontraster og heller ikke for at blande forskellige dominerende mønstre i samme rum. I salene på en herregård kunne man sagtens møde storblomstrede tapeter, møbelstoffer med andre mønstre og endda ternede stoffer på en gang. Vil man opleve farveintensiteten og mønsterrigdommen kan det være en god ide at besøge nogle af de åbne herregårde med originale interiører rundt om i landet.
Frie blomstermønstre og tern i lyse klare farver i bomuld og bomuldschintz. Legende, let og livligt
Rokokoen er legende, let og livlig og kendetegnes ved bløde former. En rokokostols forskellige dele, sarg, ben ryg og armlæn, glider over i hinanden i bløde linier. Dekorationen er asymmetrisk. Favoritmotiverne er vredne muslingeskaller, s-former og frem for alt det c-formede ornament kaldet rocaillen. Ofte er møblerne malede i gul okker eller engelsk rød og en gang imellem, med inspiration fra Kina, i sort.
Stolenes forbilleder er hentede fra Frankrig, England og Holland.
En almindelig stoletype med engelsklhollandsk inspiration har balusterformet rygbræt. Modellen var almindelig allerede i regence perioden, men udvikledes i rokokoen mod et blødere formsprog. "Bonderokoko" er den populære navn for denne almindelige rokokomodel, men det er ikke nogen særlig dækkende betegnelse, da stolene ikke har noget at gøre med bondestanden. Herregårdsrokoko ville nok være et mere rammende navn. Karakteristisk for stole med engelsk/hollandsk oprindelse er i øvrigt et stabiliserende h-kryds mellem benene - noget som ikke er at finde på den mere elegante franske stoletype.

Stolenes betræk
Møbelbetræk udsættes jo for slid og skiftes derfor ud efter nogen tid, så det er sjældent man ser 1700-talsstole med originalbetræk, men på museer har man mulighed for at studere, hvordan stolene oprindelig så ud.
Ifølge Elisabet Stvavenow-Hidemark, ekspert i indretning og møbelstoffer gennem tiderne på Nordiska Museet i Stockholm, var rokokostolene som regel betrukket med trykt tyndt bomuldsstof eller med et mere tæt bomuldsstof med vokset overflade, omtrent som chintz. Mønstrene bestod af blomster over hele fladen og diagonale bånd krydsende med blomsterguirlander.
I velstående miljøer kunne stolene være betrukne med silke damask. Gobelinvævninger og blomsterbroderi i petit point kunne også forekomme ligesom fløjl og velour et levn fra barokken. Kostbart og sart silketaft med malede blomsterguirlander beklædte både vægge og møbler hos det absolutte fåtal, der havde midler til den slags.