rokoko (afledet af: rocaille), som kunsthistorisk betegnelse
i brug fra omkring 1840; stilart i Frankrig 1720-60 først og fremmest i rumudsmykning,
hvor de tunge, yppige barokformer ændres i retning af det lette, sirlige og
yndefulde, de mættede farver erstattes af lyse pastelfarver; særlig
kunsthåndværk og porcelæn; en hofstil, men med rig efterblomstring i folkekunst
bl.a. i norsk rosemaleri. Rokoko i Danmark 1740-80.
Illustration: 1. stol, 2. dragter, 3. sølvkande.
(i Europa 1720-50, i Danmark 1735-75) anses undertiden for barokkens sidste svagere fase, men derfor var den alligevel i al sin charmerende lethed og ynde helt sig selv og udøavede en enorm indflydelse, selv om den kun varede en generation. Rokoko er på mange måder influeret af østen, hvor man også kendte den funktionelle bekvemmelighed, der blev rokokos kendetegn i elegant møbel- og anden kunst. Stilen opstod i Frankrig, hvor dens modstandere kaldte den en "bordelstil" (1745), og man derfor foretrak at benævne den Louis Quinze (15).
Stilart, som især gør sig gældende inden for interiørkunsten. Den opstår ca. 1725-30 i Frankrig og afsluttes allerede der i 1750-55. Til Danmark når den omkring 1730, men holder til gengæld til 1770 - ja, for så vidt endnu længere. Ornamenterne som benyttedes, har stort set allerede været anvendt i regencen - båndakanthus, palmegrene, muslingeskaller etc. Men her sammensmeltes de og ligesom opløses i hinanden. Rocaillen - det c-formede motiv hvorefter stilen har fået navn - giver den en asymmetrisk karakter. Noget der ofte underbygges, så virkningen til tider kan blive grel.
Det var ikke mindst møbelkunsten, som blev præget af rokoko. Kommoder, borde, stole etc. fik elegant svungne ben, de prydedes med udsøgt marketteri og rige bronzebeslag, støbte, ciselerede og forgyldte. Det vil sige: i Danmark benyttede man sig kun i begrænset omfang af den forgyldte bronze, her blev det ofte kun til udskåret forgyldt træ. Også lakerede møbler med kineserier var meget yndede. Den franske rokoko er elegant, kølig, den svenske lægger sit tæt op ad den franske. Møblerne får svungen front, og ikke mindst kommoderne er meget smukke.
Den tyske rokoko er mere svulstig og tung, ofte med meget ubeherskede linjeføringer. I det hele taget er den centraleuropæiske, sydeuropæiske og sydamerikanske rokoko ofte af en meget voldsom karakter.
Sølvtøjet får i rokoko knækkede og vredne former, det forsynes med drevne ornamenter, oftest rocailler og »kålblade«, der for at understrege linjerne er nålepunslede, Som låg anvendes ikke sjældent hjelmformer, eller låget vulster efter en indsnævring over kanten, stærkt ud foroven. Topfigurer på kaffekander etc. er fugle med udbredte vinger, lidt sjældnere blomsterknopper og putti.
Glas kan vanskeligt oparbejdes med rokokoformer, men man har rådet bod herpåved at slibe det med rocailler, quiltede mønstre etc., som det f.eks. ses på glas fra Nøstetangen. Tallerkenerne har fane med knækninger og vredne ribber.
I England får rokoko en udformning som ikke minder alt for meget om den kontinentale, den er stærkt påvirket af kinesiske forbilleder, og man arbejder ligeledes en del med gotiske elementer i den.
Holland og Nordtyskland går hvad møbler angår gerne lidt uden om rokoko og holder sig i stedet til en slags senbarok, som hist og her friskes lidt op med en rocaille. se Rocaille.