ro'mansk kunst (af Romania, betegnelsen for det gamle romerrige
efter 400), som stilbetegnelse fra omkring 1830 om stilen i Europa, fra omkring
1000 til 1250, rundbuestilen, med nær tilknytning til kirker og klostre, præget
af demonstrativ tyngde og massivitet, kirkerne er ofte desuden fæstninger, men
skal altid give udtryk for kristent forsvarsberedskab ved massive kombinerede
kubiske og cylindriske former: halvsøjle og mur, apsis og kor, tårn og
basilika, søjleskaft og terningskapitæl, fladt loft og rundbue; unaturalistisk
bygningsskulptur med voluminøs kubisk form, glas-, emalje- og miniaturemaleri
uden rum- og form-illusion med værdiperspektiv. I Frankrig til 1200.
Illustration fra oven: 1. vævemønster, 2. stavkirke, 3. plan
og eksteriør af landsbykirke, 4. plan og tværsnit af fransk katedral, 5. plan
og snit af rundkirke, 6. vævemønster. 7. dragter.
Den romanske kunst var påvirket af karolingisk kunst, som den afløste i X. årh. Den opstod i Italien (Lombardiet), Spanien (Katalonien og Asturien) og Frankrig (Loire og Bourgogne) i områder, hvor den romerske tradition stadig var levende, og den viser sig især i religiøse bygninger, hvor den finder anvendelse i den tidlige middelalders strålende og magtfulde klostre. I det XII. årh. havde den vestlige kristenhed, efter arabernes og normannernes angreb, nået en vis stabilitet. Man havde slået araberne tilbage i det sydlige Spanien, og efter det byzantinske riges undergang havde man udstrakt sin åndelige indflydelse til Tyskland og Norditalien. Gennem kontakten med disse landes højst forskellige kulturer berigedes den romanske kunst med en række nye elementer. Den romanske kunsts udvikling og spredning vidner om tidens åndelige udvikling.
Arkitektur: I X. årh. bevarede de romanske kirker den romerske basilika-grundplan, men de var almindeligvis små, klodsede og sammentrykte. Murene, der ofte nåede en tykkelse af 2 m, var konstrueret af groft tilhuggede kvadersten, som nødvendiggjorde en rigelig anvendelse af mørtel til at dække de fremkomne uregelmæssigheder. De få rundbuevinduer lod kun lidt lys trænge ind i kirkernes indre. Rummene var overdækket af tøndehvælvinger eller af tunge bjælkelofter.
I forbindelse med de store klosterkirker udvikledes i XI.-årh. tværskibet, hvorved grundplanen fik form som et latinsk kors; de lavere sideskibe forlængedes, så at de dannede en buegang rundtom koret, og apsis blev større og flankeredes af mindre kapeller eller apsider. Bygmestrene måtte i den forbindelse løse adskillige problemer: a) erstatning af de brandfarlige trælofter med hvælvinger; b) fordeling af tryk og afstivning for at sikre bygningens stabilitet: c) murene måtte gøres mindre bastante, så at man kunne få flere og større åbninger, som tillod mere lys at trænge ind i bygningen. Disse problemer blev løst forskelligt inden for hovedområderne, men i almindelighed kan man iagttage følgende forbedringer: a) tøndehvælv delt op i dobbeltbuer, hvilende på pilastre, som - for bedre. at kunne modstå trykket - er støttet af udvendige stræbepiller; b) anvendelse af delvist sammenbyggede krydshvælv, som for at mindske trykket ofte ligeledes er støttet af dobbeltbuer; c) rejsning af en kuppel støttet af fremspringende halvbuer, eller af et tårn med vinduer over krydset, hvor tværskibet skærer hovedskibet; d) fra XII. årh.. forekomsten af den spidsbuede hvælving, som dog først i den gotiske arkitektur fik en sådan udbredelse, at den kan betegnes som karakteristisk for stilen.
Den romanske arkitektur er ikke ensformig. Den har på een gang en almen karakter og en række aspekter, som afspejler ændringer og indflydelser inden for de enkelte hovedområder. Skønt denne inddeling kun kan være temmelig vilkårlig, har man opdelt den romanske arkitektur i skoler, af hvilke den vigtigste som følge af udstrålingen fra Cluny og Citeau blev Bourgogne. Også skoler som Auvergne, Languedoc, Normandie, Poitou, Provence og Val de Loire i Frankrig, den lombardiske skole i Italien med sine udløbere i Rhinlandet og i Katalonien og Asturien fortjener at nævnes.
Skulptur: De massive mure og pillernes solide kapitæler åbnede for den romanske billedhugger et vidstrakt arbejdsfelt. I Sydfrankrig (Provence og Languedoc) inspirerede den græsk-romerske tradition de kunstnere, som dekorerede pillerne og portalerne i Saint-Trophime i Arles. Formernes fuldkommenhed, de udsøgte draperier og ornamentikkens disposition afløste direkte den klassiske skulptur. Længere nordpå gjorde kunsten sig uafhængig af de klassiske traditioner. Den blev folkelig, og udover sin dekorative virkning fik den betydning for oplysningen: det blev gennem skulpturfremstillingerne på portaler, facader og kapitæler, at den ulærde mand fik kendskab til Bibelen og helgenernes opbyggelige liv.
Med disse i det væsentlige kristne fremstillinger blandede sig de barbariske sagns hele verden af fantastiske fabeldyr (basilisker, bukke, griffe, kimærer, etc.), keltiske og germanske geometriske elementer (palmetter, spiraler, hjul), og orientalske blomstermotiver overleveret gennem den byzantinske kunst. De første statuer af helgener og af Kristus og Jomfru Maria afspejler tydeligt den lokale landlige mennesketype (f.eks. den forbavsende "Jomfru fra Evegne" (XI. årh.), en bemalet træskulptur, nu i museet i Liege).
Fresker: Murene og hvælvingerne i de romanske kirker var ofte dækket af fresker. De har i højere grad end reliefferne været udsat for tidens ødelæggelser, men de, der er bevaret, viser, at malerne i denne periode ikke stod tilbage for billedhuggerne. Det er i øvrigt de samme emner, som inspirerer dem, men deres arbejder vidner om en stærkere byzantinsk indflydelse i billedernes komposition og farveholdning (rødbrun, okker, gul og hvid) og i personernes størrelse, der varierer symbolsk: Kristus, umådelig, to gange så stor som apostlene, der igen dominerer i forhold til almindelige mennesker, som er meget små (f.eks. freskerne i krypten i Saint-Aignan-sur-Cher (XI. årh.). "Nedtagelsen af Korset" i Chapelle Saint-Jean-Baptiste, Liget).
Kunsthåndværk: De romanske klostres rigdom fremmede også udfoldelsen inden for miniaturekunsten, og der blev skabt fremragende arbejder i guld, elfenben, bronze og emalje. Fra det X. årh. leverede de tyske munke en række uforlignelige illuminerede håndskrifter, præget af byzantinsk tradition, i Spanien skabtes "Apocalypses de Gerone" (XI. årh.) og "Apocalypses de Saint-Isidore" i Leon (XII. årh.), i Frankrig spores arabisk indflydelse, bl.a. i "Apocalypses de Saint-Sever". Arbejder i elfenben, guld og bronze nåede en særlig fuldkommenhed i Meuse-dalen, og Limoges var førende i fabrikationen af emaljearbejder, baseret på håndværkertraditioner, som kan ledes tilbage til gallo-romersk kunst.
(Ang. romansk arkitektur, skulptur og freskoudsmykning i Danmark, se Dansk kunst.)