Romerske mønter og møntvæsen var påvirket af flere kilder.
Oprindelig blev Rom regeret af konger, men omkring 500 f.Kr. indførtes
republikken, der blev ledet af senatet med to consuler som øverste embedsmænd.
I modsætning til områderne nord for Rom og Syditalien havde Rom længe anvendt
en form for naturalieøkonomi samt klumper af råkobber (aes rude), som man fik
fra flere lokaliteter. Disse klumper fungerede som betalingsmiddel fra det 1.
årtusind f.Kr. til slutningen af det 4. årh.f.Kr. Dernæst støbtes kobberet i
primitive stave og barrer (aes formatum), der var forløberne for aes signatum, de mere regulære barrer med
motiver, som cirkulerede fra sidste del af det 4. årh.f.Kr. og i det 3.
årh.f.Kr.
Fra ca. 269 f.Kr. fremkom aes grave, der var store støbte
runde bronzemønter. Den runde facon var man blevet bekendt med fra de omkringliggende
områder, dvs. området nord for Rom, Etrurien, samt de græske kolonier i Magna
Graecia, der omfattede Syditalien og det meste af Sicilien. Her anvendtes
græske sølvmønt-enheder af forskellig art. Rom var derfor tvunget til også at
udmønte i sølv, fra omkring 269 f.Kr. i form af didrakmner og drakmer. Det ser
ud som om, der 211 f.Kr. skete en møntreform. Den betød udmøntning af fire
typer sølvmønter: victoriatus, denar (10 as), quinar (½ denar) og sesterts (¼
denar), sidstnævnte dog kun i korte perioder.
Quadrigatus er et fællesnavn i den romerske republiks tid
for både didrakmer og for denarer, hvis bagsidemotiv var et firspand.
Bronzemønterne, dvs. assen og dens underdelinger (semis, triens, quadrans,
sextans, uncia, semuncia og quartuncia) begyndte med, at en as vejede et
romersk pund. Multipla af as findes også; således dupondius (2 as) fra 241
f.Kr., samt den sjældne tripondius. Med tiden blev assen og dens underdelinger
reduceret i vægt. I den forbindelse taler man om libra møntfod, semilibra
møntfod (ca.217 f.Kr.), post semilibra møntfod, sextantal møntfod (omkring 211
f.Kr.), uncial standard samt semuncial standard, dvs. 1/24 af den oprindelige
vægt. Kobberudmøntningen ophørte efterhånden, og hovedomsætningsmidlet i den
senere del af republikkens tid var sølvdenaren. Udmøntningen af denne var
underlagt senatet i Rom, som lod særlige embedsmænd stå for udmøntningerne.
Oftest er afbildet en gud eller gudinde på forsiden, medens bagsiderne blev
brugt af embedsmændene til propaganda for patricier eller popularer ved at
fremhæve de tidligere familiemedlemmers bedrifter.
Sølvmønter med kobberkerne (falske såvel som officielle
udgaver) kaldes suberate mønter, og mistænksomheden til disse mønter medførte
en produktion af serate (savtakkede) mønter. Efter at Pergamon 133 f.Kr. var
tilfaldet Rom, prægedes her og enkelte andre steder en stor sølvmønt med 3
denarers værdi, kaldet kistofor (cistoforus). I de sidste 100 år f.Kr. erobrede
romerriget store områder omkring Middelhavet, og hertil krævedes store hære og
store mængder af mønter til at betale soldaterne med. De enkelte legioner
prægede såkaldte legionsmønter fra år 32/31 f.Kr. i forbindelse med kampen
mellem Marcus Antonius og Octavian, - sidstnævnte måske bedre kendt under
navnet Augustus.
Efter den romerske republik fulgte kejsertiden. De mest
almindelige mønter her var denarer i sølv samt sesterts, dupondius, as og semis
af uædelt metal. Dupondius og as havde samme størrelse, blot var assen i kobber
(rødlig farve) og dupondien i en guldlignende messinglegering, der kaldtes
aurichalcum (orichalcum). Dertil kom en guldmønt - en aureus (25 denarer)
indført fra Julius Cæsars tid. Kejserne forestod selv al guld- og
sølvudmøntning, medens kobberudmøntningen blev overladt senatets embedsmænd, de
3 »triumviri aere argento auro flando feriundo« (III VIR A A A F F).
Indtil 260'erne var næsten alle romerske bronzemønter
forsynet med bogstaverne SC for at anskueliggøre, at de var møntet ifølge
senatsbeslutning. Som følge af sølvdenarens forringelse (fra 99% under Augustus
(27 f.Kr.14 e.Kr) til 50-40% under Septimus Severus (193-211 e.Kr.)) indførte
Caracalla i 214 en dobbeltdenar under navnet antoninian. Også denne mønt
forringedes efterhånden kraftigt, idet den under Valerian (253-260) kun
indeholdt 10% sølv, og under Gallienus (260-268) var der kun et overfladisk
sølvlag tilbage, som hurtigt blev slidt af.
Ved Diocletians møntreform havde den udspillet sin rolle.
Hans møntreform strakte sig over et 10-år, der begyndte 286 med en ny aureus
mærket med »O« (=70), dvs. 1/70 pund. I 294 kom en sølvmønt, der mindede meget
om de tidligere denarer - en mønt der er kendt under navnet argenteus.
Sluttelig 295/96 kom det til ændringer for bronzemønternes vedkommende.
En mønt (Post Reform Radiate), der lignede antoninianen,
prægedes fortsat, men uden noget sølv; hvorimod de såkaldte »Pre Reform« mønter
(antoninianer) indeholdt ca. 4% sølv. En stor bronzemønt, der lignede de
tidligere as, kaldtes follis. Den havde fra begyndelsen et vist sølvindhold,
vejede 10 g og havde en diameter på ca. 25 mm. Den forringedes ligeledes, og i
326 var den blevet til en bronzemønt på 2,6 g, for i 340 at være faldet til 1,3
g med en diameter på 15 mm. Fra 346 begyndte et reform-forsøg med både store og
små bronzemønter, og om navnene på disse mønter strides man stadig. Denne
usikkerhed om navnene (centenionales etc.) på de forskellige størrelser
bronzemønter har fået mange katalog-udgivere til at anvende betegnelserne AE
(Æ)1, Æ2, Æ3 og Æ4 i stedet for eller som et supplement. Udmøntningerne af de
senromerske bronzemønter har et sådant omfang, at der i mange af de
møntproducerende byer indrettedes flere møntværksteder (officiner), og disses
navne ses for det meste i forkortet form på møntens exerque.
Blandt guldmønterne afløses solidus af aureus mønten under
Constantin d. Store (307-337), og senere, i slutningen af 300-tallet, tilkommer
semissis (½ solidus) og tremissis (⅓
solidus). Under Constantin d. Store er også udgivet sølvmønten miliarense (1/18
solidus) både i en let og en tung udgave samt en siliquia (1/24 solidus). 395
e.Kr. kom det til en deling af det romerske rige i en østlig del med
Constantinopel som hovedstad (byzantinske mønter), og en vestlig del med Rom
som samlingspunkt.
Det vestromerske rige gik efterhånden i opløsning: Britannien
blev opgivet, og folkevandringerne bortrev stadig territorier. Vandalerne
erobrede Nordfrankrig, og 476 afsattes den sidste vestromerske kejser i Rom,
der derefter kom i østgoternes besiddelse. Romerske provinsudmøntninger, der
som regel har græsk tekst, benævnes i dag som »Greek Imperial Coins«. Andre
opslagsord med relation til emnet: Alexandrinere, Barbariske imitationer,
Biblens mønter, Bigatus, Judæa Capta mønter, Kontorniater, Kristogram,
Nomemønter, Pengepunge, Scripulum, Spintriae og Tesserae.
Lit:
(udvalg): H. Mattingly: Roman Coins; S.W. Stewenson: A Dictionary af Roman
Coins; J. Melville Jones: A Dictionary of Ancient Roman Coins, London 1990;
D.R. Sear: Roman Coins and their Values; Møntårbogen 1977 s.137-172.
..