Rottehalekonstruktion på ske af forgyldt sølv. Hofguldsmed Chr. Winnecke. København 1688
Da man i barokken forlod de runde skeskafter for at gå over til flade, blev overgangen mellem laf og skaft for svag. Skaftet forlængedes derfor ned under laffet, undertiden helt til midten at dette, og forlængelsen kaldtes r. Den blev efterhånden kortere og kaldtes da atter hæl som f.eks. under renæssancen, hver skeen kunne stå på den.
Da man i anden halvdel af 1600tallet gik over til spiseskeer med fladt skaft, kneb det med at få overgangen mellem laf og skaft til at holde, man forlængede derfor skaftet ned under laffet til omkring midten, det smalnede dog af undervejs og endte i en spids; denne forstærkning, som kaldes en r. brugte man indtil ca. 1750, men efterhånden var der dog en del skeer, som ikke fik den.