ro'tunde (latin af rota, hjul og eller rotundus = rund)
A. rundbygning, (se mere nedenfor)
B. rund sal eller plads,
C. italiensk gotisk bogstavform i 12-1300-tallet, rotunda.
A. Cirkelrund bygning, som man finder sjældne eksempler på i Grækenland: rundtemplerne (Tholoi) i Epidauros og Delfi, hovedværker i den attiske arkitektur i V. årh. f. Kr. Hos romerne var den mere almindelig, og den første rotunde i Rom, beliggende på Forum Romanum og bygget til ære for Vesta, stammer fra VIII. årh. f.Kr. Et andet, meget velbevaret Vesta tempel blev opført i I. årh. f.Kr. på Forum Boarium. Af andre eksempler på romerske rotunde kan nævnes Romulus templet, templet i Tivoli og Pantheon, opført 27 f.Kr. Den kristne arkitektur, som havde overtaget basilika-grundplanen til større kirkebygninger, bevarede rotunden til mindre bygninger, f.eks. Constance mausoleet i Rom (337-350). Konstantin indførte den i Det øst romerske Rige, og fra Byzans vendte den tilbage til Vesten. Her blev den forladt i middelalderen - undtagen i Italien (Flrenze, Pisa) - indtil den påny vandt udbredelse i renaissancen og barokken.