rubinglas

ru'binglas (af rubin) dybrødt glas farvet med guld eller kobber.

Guldrubinglas med slibninger. Tyskland, slutningen af 1600-talle

Et smukt rødt glas, hvis farve enten skyldes tilstedeværelsen af guldklorid, kobber eller selen-kadmium. Ældst er guld rubinglasset, som først blev opdaget af lægen Andreas Cassius, og derefter udviklet til brugbart materiale af Johan Kunckel omkring 1680. For at opnå guld-rubinvirkningen smeltes først en portion kali-blyglas indeholdende lidt pulveriseret guld. Ved denne proces får glasset ingen farve, men når det afkøles og derpå atter varsomt varmes op, fremkommer den røde farve, ved at der dannes guldklorid. I guld rubinglasset kanrrian gennem et forstørrelsesglas undertiden skimte guldpartikler, som glimter, og de giver glasset en særlig levende glans, når lyset falder på det. I ganske tynde lag falder guld rubinglasset over i det svagt violette.

I 1600-tallet blev rubinglas mest brugt til småting såsom parfumeflaconer, salvekrukker 0.l. Kun enkelte større genstande kendes. I 1700-tallet glemtes materialet en overgang helt, så »genopdagedes« det i Böhmen, hvor man brugte det som overfang på en hvid masse og sleb det igennem, så der fremkom en to farvet virkning. Kobber rubinglas kræver tillige, at der er zink i massen, og såvel her, som når der er brugt selen-kadmium, skal smeltningen foregå uden tilgang af ilt. Processen er meget vanskelig, hvorfor rødt glas da også er særdeles kostbart. I dag laves rødt glas hovedsagelig med selen-kadmium.