runer (fra gotisk runa, hemmelighed) det gamle germanske
alfabets bogstaver:
1. det urnordiske med 24 tegn: 200-800,
2. vikingetidens med 16: 800-1100.
(oldnordisk rún. = hemmelighed): germanernes ældste skrifttegn, opstået i tiden omkring Kristi fødsel. Hvor runer tidligst har været anvendt, er ikke fastslået med sikkerhed; der er dog enighed om, at skriften er germansk; men hvilken stamme, den er opstået hos, er uvis. Det kan være sket hos goterne eller markomannerne, eller det kan være sket hos nordgermanerne i Danmark.
Der er heller ikke enighed om, hvorvidt runerne var inspireret af det latinske, etruskiske eller græske alfabet; men meget tyder på, at den latinske skrift har været forbilledet, idet over en tredjedel af runerne er lån herfra.
Det ældre runealfabet hedder futharken (efter de første seks af i alt 24 bogstaver). Hele alfabetet findes indridset på en sten, fundet i en grav fra ca. år 400 på Gotland. Danmark havde ligesom goter og markomanner forbindelser til Romerriget og dermed til den latinske skrift, og vort land har den rigeste samling indskrifter med den ældste futhark. Det er baggrunden for teorien om Danmark som ophavssted.
De ældste runeindskrifter kendes fra 1. årh. e.Kr.; men først omkring år 200 blev skriften almindelig brugt. De fleste urnordiske runeindskrifter er skrevet på metal, f.eks. brakteater = tynde, runde hængesmykker udsmykket med eksempelvis en rytter og en samling runetegn. Brakteaternes forbillede er romerske kejsermedaljoner af guld fra 4. årh. e.Kr.
Runernes lodrette og kantede form skyldes imidlertid, at de oprindelig først og fremmest blev ridset i træ; vandrette linjer ville falde sammen med træets årer. Mange runeindskrifter på træ, skind, ben m.v. er sandsynligvis gået tabt p.gr. af materialets forgængelighed; men i moserne er bevaret nogle få indskrifter på denne type materiale. Futharken blev brugt uden ændringer helt op i 8.-9. årh.; herefter blev alfabetet indskrænket til 16 bogstaver (yngre runealfabet); og runeskriften blev først og fremmest brugt i Norden, især til længere indskrifter på sten, f.eks. Jellingestenene.
Ændringen skyldtes sandsynligvis den udvikling i talesproget, der havde fundet sted ca. 100 år forinden, hvor hunner, goter, vandaler, jyder, saksere og mange andre folkeslag flyttede rundt mellem hinanden, og da tre germanske hovedsprog udskilte sig. Runeskriften var i over 1000 år den eneste skrift i Norden, først i løbet af 15. årh. fortrængtes den endeligt af den latinske skrift.