Saltkar af forgyldt sølv med putto. Charles Nicolas Odiot, Paris, 1826-38
Middelalderens s. er næsten alle ganske enkle. Det almindeligste var, at man havde bordsaltet i en sten, en brændtlersklods eIler blot et stykke brød med udhulet overflade. På såvel sten som brændtler kan en vis ornamentering gøre sig gældende, den er imidlertid sjældent synderlig dominerende. I renæssancen ændredes billedet helt, her blev s. simpelt hen det mest dominerende stykke på bordet. Yndet var det at lade et stort central-saltkar udforme som en katedral eller et slot - siden gik man tillige over til skibsfacon - og der suppleredes så med mindre kar foran hver eller hver anden kuvert - de såkaldte saltsirskener. De store kar kaldtes for det meste saltfade.
I øvrigt var fadene sjældent til salt alene, der kunne under dem være rum til spisebestik, modgift og andre sager, som dengang var nødvendige ved middagsbordet.
Berømtest af alle s. er utvivlsomt det, som den italienske guldsmed, Benvenuto Cellini i årene mellem 1540 og -43 skabte til Franz I. af Frankrig. Selve karret er af ibenholt på hvis sider er fæstnet drevne og støbte, tildels emaillerede guldfigurer, guldkeruber, kvindeskikkelser etc. Låget overgår imidlertid alt andet i pragt, thi derpå sidder i purt guld havguden Neptun, som læner sig til nogle havheste, og over for ham finder man en fager kvinde, Tellus, jorden. Hun lader sin hånd hvile på en triumfbues side, og ser man nøje til, opdager man, at buen i virkeligheden er en æske, hvis låg kan løftes af, og som er beregnet til peber.
Et par dobbelte saltkar medforelsket kavaler og dame. Höchst 1750
I renæssancen og den tidlige barok forec kommer der påfaldende mange s. af agat, fordi denne ædelsten men.tes at være modgift imod arsenik, som ligner salt til forveksling, og som ofte blev benyttet, hvis man ville rydde besværlige personer af vejen.
Mange renæssances. har låg for at beskytte saltet, det samme gælder eksemplarer fra den tidlige barok, men derefter bliver låg sjældnere, ligesom karrene skrumper væsentligt ind og nu må nøjes med en plads som almindeligt bordtilbehør.
Vægsaltkar af tin med udtunget bagbeklædning graveret med blomsterstængler (Koldinghus).
Man går i nogen grad tilbage til middelalderens enkle former, således er barok- og rokokokar ofte udformet med en profileret plint, så de virker meget massive. Da salt og sølv ikke er gode venner, er sølvkar gerne med indvendig forgyldning, så metallet beskyttes. I øvrigt har man s. i mangfoldige materialer lige fra brændtler til fajance, porcelæn, tin og glas og til purt guld og ædelstene.
Et par saltkar af sølv, ligeknækkede, mester Chr. N. Hosøe, København 1785.
Ved siden af blok-typen er kar, som hæver sig på tre eller fire fødder eller standknopper almindelige, man har dem tillige med fod, indsnævring på midten og skål.
I nyklassicismen bliver idealet efterhånden en sølvkurv - plet kan også gøre det og deri en skål af blåt glas eller opaline.
S. af glas blev ofte slebet med skønne facetter og i forrige århundrede var det almindeligt at stille dem på metalbakker - naturligvis helst sølv.