Schilling var oprindelig en tysk regnemønt, som fra midten
af 700-tallet blev fastsat til 12 pfennige eller 1/20 pund; således at 1 pund =
12 schillinge = 240 pfennige.
De første egentlige schillingmønter i sølv fremkom i 2.
halvdel af 1300-tallet i Preussen under Winrich von Kniprode (1351-1332) og i
østersøområderne Livland, Reval, Riga og Dorpat. I Lybeck gjordes 1365-1370
nogle forsøg, men først 1432 kom der gang i hansestædernes schillinge fra
Lybeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg. Med tiden blev mønttypen udbredt til hele
Tyskland; men dens vægt og finsølvindhold faldt med tiden og den endte med at
blive en billon og til sidst en kobbermønt.
I Østrig indførtes møntenheden 1924 til afløsning af krone
og heller.
1 schilling = 100 groschen. Den første schilling-mønt vejede
7 g med finheden 0.300. Fra 1923 indledtes den lange række af erindringsmønter
i sølv. Først i værdien 2 schilling og dernæst 25, 50, 100 og 500 schilling.
For tilsvarende typemønter fra England – se shilling og
Skandinavien – se skilling.
..