Sengen

som selvstændigt møbel af træ eller metal har været kendt i Ægypten og Orienten siden det andet årtusinde f.Kr. Kendskabet til den romanske periodes og gotikkens senge stammer næsten udelukkende fra kirkemalerier. Som oftest var det kassesenge af træ med høje sidevægge, så de næsten virkede som et selvstændigt rum, nærmest i alkovestil. Gamle senge er meget korte. Dels var menneskene mindre end nu, dels sov de halvvejs siddende, støttet af puder, hvis lejet ikke blot var en bænk langs væggen, eller man lå på gulvet. I renæssancen kom sengen til at indtage en hædersplads som vogter af tilværelsens største hemmeligheder: søvn, drøm, kærlighed, fødsel og død. Ofte stod den på en forhøjning med en kiste langs den ene side som et nødvendigt trappetrin. Sengetøjet var i reglen broget linned, som det nu er blevet moderne igen. Fra barokken kendes adskillige pragtsenge med baldakin og stofomhæng som et telt, selvforherligende paradesenge. I rokokoen blev de ikke mindre pragtfulde, men adskilligt bekvemmere. Blandt almindelige mennesker vandt alkoven mere og mere indpas, men i empiren vender sengen tilbage i sin grundform som kaneseng. Sengehimlen er nu næsten forsvundet, og i begyndelsen at 1800-tallet bliver sengen til det praktiske møbel uden mystik, den er nu.