Tysk sennepskande af stentøj indfattet i tin. 1700-tallet.
Kaldes efter formen også undertiden sennepskrus og sennepskander. De er til udrørt sennep og dukker op i slutningen af 1600-tallet. Man har dem i stentøj, fajance og porcelæn, men også saltglaseret keramik går an. Derimod har man næppe betjent sig afblyglaseret lertøj, da det danner giftige forbindelser sammen med eddiken i senneppen. Af samme grund måtte krukker af messing og kobber altid være med indvendig fortinning, og da sølv også angribes af eddike, valgte man gerne enten at forgylde sådanne s. indvendig eller at udstyre dem med en indsats af glas, ligesom man naturligvis også havde rene glaskrukker til krydderiet.
Lille nordtysk sennepskrukke af fajance dekoreret med polykrome strøblomster. 1700-tallets anden halvdel.
Der er mange forskellige former, miniaturedrikkekrus, små tøndeformer, trommer, vaser og urner, for at nævne nogle af de vigtigste. I empiren satte man stor pris på s. med et gennembrudt korpus af sølv - måske som en kurv - og med en indsats af blåt glas.