Shilling (Scilling)

England, Edward VI (1547-1553): Shilling u.år (1549-50).

Shilling (Scilling): Siden karolingertiden en regnemønt og senere en egentlig mønt i England. Der har været en del meninger om navnets oprindelse, men nu menes det at stamme fra det tyske »Scilling« og det oldnordiske »Scilja« i betydningen »at skære«, dvs. et stykke guld skåret af en ring eller en barre. De tidlige anglo-saksiske guldmønter er solidus (ca. 4 g) og guldmønter af tremissis størrelse (1,3 g) (thrymsas), som antagelig har været identisk med shillingen i forordningerne.

En sølv-shilling (opr. kaldt testoon) blev introduceret 1504 under Henrik VII (1485-1509). 1 shilling = 12 pence og 20 shilling = 1 pound. Den første shilling vejede 9,33 g og havde en finvægt på 8,68 g. Denne vægt faldt med jævne mellemrum, og efter 1816 var vægten 5,655 g med et finsølvindhold på 5,23 g. Finheden var 0,925 (sterlingsølv). Fra 1920 nedsattes sølvindholdet til 50%, og 1947-1970 er den præget i kobbernikkel. Ved overgangen til det nye decimalsystem i 1971, blev 1 shilling lig 5 new pence.

Lit: James O'Donald Mays: The Splendid Shilling, Hampshire 1982, 186 sider.