signet

Sølvsignet med slægten Hoppe's våbendyr, den ankerbærende løve. 1700-tallet. Lille sølv signet med plade af bjergkrystal, rokoko (Lily v. Benzon).

Metalstempel med ejermandens initialer - evt. våben eller andre figurer; blev ved underskriften trykt i voks eller lak (segl). også som fingerring (signetring).

Allerede i oldtiden brugte man at forsegle ting, og signeterne som anvendtes dertil, kunne være plades. eller cylinders. F.eks. hos de gamle ægyptere havde man skarabæer, der på den flade side havde en kartouche til at trykke af i voks eller andet materiale. Cylinders. sidder på en bøjle og mårulles hen over seglmassen, hvor det sætter aftryk. Bl.a. fra Persien er der bevaret mange smukke cylinders.
S. fra den tidlige middelalder er gerne udformede som en rund - sjældnere firkantet plade, på hvis forside et bomærke etc. er indgraveret. På pladens bagside kan være en lille kam med en øsken, så ejeren kunne bære signet i en snor eller kæde.

Senere i middelalderen og renæssancen får signet ofte form som en medaille i hvis kant sidder en øsken. Undertiden er s. pladen ophængt i en bøjle og drejbar, hver side er da graveret, så der kan laves to aftryk. I middelalderen, hvor det var almindeligt, at vokssegl hængtes i snore under breve og dokumenter, brugte man ofte at præge seglet på begge sider. Hertil brugtes s. med to plader samlede med et hængsel, så de kunne klemmes sammen om vokset.

Endelig brugte man signetringe, hvor signetpladen var fæstnet til en ring eller oparbejdet som en udbredende del af fingerbøjlen. Signet materialet i middelalder og tidlig renæssance var gerne messing, kobber, bronze, jern, sølv eller undertiden guld. Sjældnere forekom bly, tin, elfenben og hvalrostand.
I 16- og 1700-tallet antager signet mere karakter af prydgenstand og smykke. De gøres til genstand for prægtig udformning og fremstilles af ædle materialer. Man bruger nu ofte ædelstene som blodjaspis, lapis lazuli, topas, bjergkrystal, karneol, agat og ametyst til signetplade. Ja, undertiden er hele signeten skåret i et stykke ædelsten. Sølv og guld bruges hyppigt til pryds., hvorimod jævnere brugssigneter stadig fremstilles af messing eller jern.

Man anvender ofte en type, hvor signetpladen sidder på enden af et håndgreb i træ, metal eller sten. En form, som ligeledes anvendes en del, er bloksignet, som gerne er trekantet og sidder drejeligt i en håndbøjle. Man får så tre aftryksmuligheder. Hvor middelalderens og renæssancens signetringe var rene brugsgenstande, bliver de nu nærmere smykker, og mange af dem er næsten ubrugelige til at lave aftryk med. Signetpladerne prydes med adelige eller borgerlige våben, bomærker, sindbilleder eller initialer.