I det sene 1500- og det tidlige 1600-tal importeredes en del tyske bastardsabler i Norge. Typen har ret kraftige parerstænger, der yderst vider pæreformigt ud; den forreste buer en smule op, den bageste tilsvarende ned. På siden har fæstet en trekant-tenderende parerplade, og på den modsatte side en parerring, der bøjer lidt ned over den krumme sabelklinge.
Navnet har våbnet fået efter oberst George Sinclairs skotske lejetropper, som nedhuggedes af norske bønder i Gudbrandsdalen i 1612, der er dog ingen som helst grund til at tro at skotterne virkelig betjente sig af sådanne sabler, og navnet optræder da også først så sent som i forrige århundrede.