skæggemand, korthalset, tykbuget stendunk med skægget hoved
på halsen. (også kaldet Abraham)
Skæggemand, rhinsk brunglaseret stentøjsdunk (tysk Bartmannskrug) fra 1500- og 1600-tallet. Halsen er udsmykket med et relief at en skægget mand. Over Holland nåede krusene til England, hvor de kaldtes Greybeard (Gråskæg) eller Bellarmine efter kardinalen af samme navn (1542-1621). Ægthedsprøve: forbliver tungen våd ved slikning på dunken, er den ægte. Hvis tungen er tør, da er dunken porøst pottemagerarbejde.
En buget stentøjsdunk - sjældnere et buget krus - som dukker frem i den sene middelalder og er i brug til og med barokken. Til sidst nærmest som folkeligt, ret tarveligt arbejde. Navnet hidrører fra, at der på overgangen mellem hals og korpus sidder et skægget vildmandshoved, som enten er presset i leret med et stempel eller ermodelleret. Det synes at have været i egnen omkring Köln, man først fandt på at lave skæggemænd, og medens nogle har så trang hals, at det vil være meget vanskeligt at drikke direkte af dem, har andre udpræget drikkehals. Enkelte er udstyret med et metallåg - oftest tin.
Foruden det skæggede hoved kan der være forskellige mønstre presset ind i leret. Englænderne fremstillede også i renæssance og barok skæggemand, men de adskiller sig ikke stort fra de tyske forbilleder.
Se også: Munk og/eller Brændevinsflaske.