Skarpretter

Middelalderlig betegnelse for en offentlig ansat person til fuldbyrdelse af dødsdomme. Anvendes undertiden synonymt med bøddel, men oprindelig kun om vedkommende, der havde til opgave at fuldbyrde halshugning med sværd eller økse. Bødlen var skarpretterens underordnede og blev f.eks. i Tyskland betragtet som en af samfundet udstødt, ringeagtet og uærlig mand, der også skulle eksekvere andre dødsdomme såsom hængning samt virke i torturkamre, foretage brændemærkning, kagstrygning og partering og lægge på hjul og stejle. Der hvilede derimod ikke vanære på skarpretteren, der heller ikke som bødlen kom i direkte berøring med den domfældtes krop. Dog måtte også skarpretteren ofte finde sig i svære ydmygelser; han blev nægtet borgerret, skulle bære en særlig dragt og indtage en bestemt plads i kirken, på kroer og ved offentlige fester. Ikke sjældent var stillingen som skarpretter arvelig, og der opstod regulære skarpretterdynastier, ofte af tysk afstamning. Skarpretterne dannede specielle lav, hvor mesterstykket var afhugning af et menneskehoved i ét hug, og under uddannelsen måtte lærlingen i årevis øve sig på forskellige dyr. I Danmark synes man at have betragtet skarpretteren på samme måde som bødlen, og de to udtryk brugtes som regel i flæng. Det var tit vanskeligt at finde mennesker, der ville og kunne være skarprettere, og mange af de danske skarprettere var indvandrede tyskere. Til at begynde med havde hver by og hvert herred sin egen skarpretter; men efterhånden forenedes større og større landsdele om at aflønne en fælles skarpretter, som derudover fik betaling efter faste takster for hver eksekution og efter dennes karakter. Skarpretterne beskikkedes af stiftamtet, men ændrede ved straffeloven af 1866 status til en af Justitsministeriet ansat bestillingsmand, der skulle fungere for hele landet og aflønnes af statskassen. 1892 var en skarpretter for sidste gang i funktion i Danmark; men embedet blev først formelt ophævet ved dødsstraffens ophævelse ved straffeloven af 1930.