Træske med krog, så den kan hænges op.
De første s. i oldtiden har antagelig været muslingeskaller. Så sent som i middelalderen brugtes en muslinges. som spise- og drikkeredskab. Det næste skridt har været at skæfte muslingeskallen med en pind, der var flækket i enden og blev surret fast. Allerede på et meget tidligt tidspunkt har man dog fundet ud af, at denne form let lod sig eftergøre i andre materialer i et stykke. Man har således fundet træskeer fra den ældre stenalder.
Hos bønderne forblev træ det vigtigste s.materiale helt op til anden halvdel af forrige århundrede, hvorimod man allerede i renæssancen forlod det hos højerestanden. Træ lader sig skære ud, og mange træskeer prydes af smukke profileringer eller figur skæringer - man kunne f.eks. lade skaftet forløbe i ranke- og bladværk, skære det med geometriske karvesnit eller udforme det som en mand eller kvinde.
Et andet vigtigt s.-materiale var horn, som forholdsvis let kan udsaves og tilfile s i passende stykker, hvorefter det ved hjælp af en varmebehandling kan presses i en facon, som det beholder. Horn har den fordel sammenholdt med træ, at det er sejere samt at det ikke er tilbøjeligt til at splintre.
Af store marvben kunne der også blive s. - mest mindre eksemplarer og med ret fladt laf. Man brugte imidlertid ofte s. af ben til æggespisning, fordi benet ikke giver den »skarpe« smag som æg i forbindelse med metal.
I middelalder og renæssance var formen på s. helt forskellig fra nu, de havde cirkulært eller pæreformigt laf. Skaftet kunne være mangekantet, rundt eller have en skulpturel udformning. For det meste var der øverst på runde og kantede skafter en topfigur, en kugle, en mangekant, et hoved etc. Når man spiste, knyttede man hele hånden om skaftet, og topornament hvilede da mellem håndballen og lillefingeren og hindrede, at s. drejede rundt. Det siger næsten sig selv, at skaftet på disse s. var ret kort, det kunne enten være støbt i et med laffet eller de var støbt hver for sig og siden smedet sammen. Skaftet gik da et stykke ned under laffet, eller det bøjede ned ved laffet og endte i en flad standplade, så skeen kunne balancere fint på bordet - dette var ikke mindst aktuelt på medicinskeer, som stilledes på bordet medens man hældte mixturen op i dem.
Det var almindeligt, at laffet på s. fra middelalder, renæssance og tidlig barok, var med graverede dekorationer - ofte helgenbilleder, der skulle værne om måltidet, eller våben, bomærker, ejerinitialer og årstal. Eksemplarer med magiske tegn og inskriptioner kendes ligeledes.
Et par brudeskeer, Sicilien, forrige århundrede.
I anden halvdel af 1600-tallet afløstes det runde eller pæreformede laf af et ovalt; man spiste nu af skeens side, og samtidig gik man over til at holde den med tre fingre, sådan som det stadig er brug. Hertil duede det korte runde skaft ikke, og det erstattedes af et længere, fladt.
I denne forbindelse meldte der sig en vanskelighed: det voldte problemer at gøre overgangen mellem laf og skaft tilstrækkelig solid, og derfor førte man skaftet ind under laffet til dets midte eller lidt derover. Konstruktionen kaldes en rottehale. Samme »hale« var imidlertid i vejen under spisningen, og den trak sig efterhånden længere og længere tilbage på laffet for omkring 1725-30 at være skrumpet ind til en såkaldt hæl eller tunge - en dobbelt metalplade. Denne forstærkning beholdt s. til op i vor tid.
Metais. er ofte af sølv - senere bliver plet almindeligt, men man har tillige s. af messing og tin. Dette sidste metal har lidt svært ved at bære sig, hvorfor der undertiden blev indstøbt en jernstiver i skaftet.
Walisisk kærlighedsske med tre laffe og gennembrudte dekorationer. 1700-tallet.
Allerede tidligt i barokken indså man, at det var meget upraktisk med ornamenteringer på laffet, de indskrænkedes derfor til mindre udsmykninger ved overgangen mellem laf og skaft, og sluttelig krøb de ind, såde kun forekom på skaftet s nederste del, eller de forsvandt helt.
Kerubske med pæreformet laf og graveringer, renæssance
Skaftdekorationen opgaves også i stor udstrækning, der forekommer ganske vist rokokos., hvor hele skaftet er dækket afrocailler og anden til stilen svarende ornamentik, men de er ikke behagelige at spise med. Et lille top-ornament i form af en muslingeskal eller en rocaille blev det foretrukne, og de kunne følges af en dobbeltrifling på skeens kant. Graverede initialer, evt. en krone eller et våben, forekom ligeledes. I empiren går man i vid udstrækning over til at gravere prydelser på skaftet, og en model, hvor skaftet tilspidser i enden, var meget populær.
Ske af forgyldt sølv med rottehale og graveret inskription. Hofguldsmed Chr. Winnecke, København 1688
Dessertskeer og teskeer blev først almindelige i 1700-tallet, de forekom dog altid i langt beskednere antal end de store s.
Walisisk kærlighedsske. 1700-tallet.