spejl, af latin speculum; spejl (engelsk; mirror); har 3 forskellige betydninger:
A. en afgrænset flade over eller omkring en dør eller et vindue.
B. på indbunden bog et med blindtrykt ramme afgrænset og med
særlig farvetone fremtrædende midtfelt på bindets yderside, = forsatsspejl.
C. Et spejl dannes af en reflekterende overflade, som er
tilstrækkeligt glat til, at den kan skabe et billede. Det bedst kendte eksempel
er det flade spejl, som de fleste har derhjemme. I sådan et spejl vil et bundt
af parallelle lysstråler skifte retning og dog blive ved med at være
parallelle. Et billede, der er dannet af et fladt spejl, er et virtuelt billede
med samme størrelse som originalen (se spejlbillede). Der findes også parabolske
konkave spejle, hvor et bundt parallelle lysstråler kastes tilbage, så de
krydser hinanden i spejlets fokus. Endelig er der konvekse spejle, hvor parallelle
lysstråler kastes tilbage, så de spredes med et tilsyneladende skæringspunkt
bag spejlet.
Refleksion
En lysstråle kastes tilbage fra et spejl i en vinkel, der er
lig med den vinkel, den ramte spejlet i. Det vil sige, at hvis lysstrålen
skinner ind på spejlet i en vinkel på 30 grader, så kastes den tilbage fra det
punkt, den rammer, i en vinkel på 30 grader, men i modsat retning. Spejle ser
ud til at bytte om på højre og venstre, men de gør det ikke i virkeligheden.
En hvid flade kan ikke virke som et spejl, selv om den ikke
opsuger lyset, for den kaster det tilbage som diffust lys, så der ikke dannes
et billede. De tidligste spejle (når man ser bort fra vandflader, jf myten om Narcissos)
bestod af en plade af poleret metal, ofte sølv når hensigten var at bruge
spejlet i den personlige pleje, men af andre metaller, hvis man bare ville
skabe intenst, tilbagekastet lys.
Konstruktion og typer
Moderne spejle består for det meste af et tyndt lag aluminium
(eller andre metaller), som er lagt på en glasplade. Men også sølvbelægning
bruges, f.eks. i Pilkington Optimirror™. De er oftest belagt på bagsiden, så
den reflekterende overflade ses gennem glasset. Det gør spejlet holdbart, men
det forringer billedkvaliteten i spejlet på grund af uvedkommende reflekser fra
forsiden af glaspladen. Sådan et spejl reflekterer ca. 80% af det lys, det
modtager. Spejle, der er belagt på forsiden, og som har en bedre
billedkvalitet, bliver let beskadiget og ødelagt. De reflekterer 90-95% af det
modtagne lys. Astronomiske spejle er af den sidste type, og de må have lagt ny
overflade på med mellemrum for at fastholde deres kvalitet.
Visse spejle har både et glas foran og bagved det
reflekterende lag. Dette beskytter mod korrosion af det reflekterende metallag,
og til indmuring i vådrum (badeværelser) anbefales det at bruge sådanne spejle.
Disse spejle kaldes dobbeltspejle, badespejle eller vådrumsspejle.
Envejsspejle
Et énvejsspejl kaster kun ca. halvdelen af lyset tilbage og
lader den anden halvdel passere igennem. Det er en glasplade, der er belagt så
tyndt med metalmolekyler, at de kun dækker halvdelen af overfladen. Det kan kun
bruges mellem et mørkt og et godt oplyst rum. Fra den mørke side ser det ud som
et gennemsigtigt vindue, og fra den lyse side ligner det et spejl. Det kan
bruges, når man vil iagttage kriminelle mistænkte, kunder (når man frygter, at
de vil stjæle) osv. Den samme slags spejl kaldes et halvt belagt spejl, når man
bruger det i et optisk instrument. Det skal dele en lysstråle, så halvdelen
passerer lige igennem, mens den anden halvdel kastes tilbage.
Spejle på biler
På biler og andre motorkøretøjer er der som regel flere
spejle der skal hjælpe med at orientere sig i trafikken for at undgå
færdseldulykker. Der er forskellige lovkrav til spejlenes udformning alt efter
placering og køretøjstype; nogle spejle er flade, mens andre er konvekse
(vidvinkelspejle).
Spejle i videnskab
Til videnskabeligt, optisk arbejde bruges ofte dielektriske
spejle. De består af et grundlag, der kan være af glas eller andre materialer,
og som man har lagt et eller flere lag af dielektrisk materiale på, så de
danner en optisk coating. Ved at vælge type og tykkelse af de dielektriske lag,
kan man styre spektret af bølgelængder og mængden af lys, som spejlet
reflekterer. De bedste spejle af denne type kan reflektere mere end 99,999% af
det lys (i et snævert spektrum af bølgelængder), der rammer spejlet.
Jan van Eycks maleri fra 1434 med afbildning af et spejl på
bagvæggen.
Spejle i kunst
Spejle har haft stor betydning for billedkunst og litteratur.
De gør det muligt for kunstneren at se sig selv, sådan som hans eller hendes
omverden ser ham eller hende. Spejles foruroligende evne til at fordoble eller
mangedoble verden har været undersøgt og beskrevet talrige gange, men næppe
mere indgående end hos Jorge Luis Borges.
Spejle kendtes allerede i oldtiden. 1507 lykkedes det venezianeren Orlando Saldo at fremstille spejle som vi nu kender dem, af en blanding at glas og metal, som virkede formindskende. 1668 opfandt franskmanden Abraham Thevart spejlglasset, hvilket bl.a. resulterede i den pragtfulde spejlsal (1661-88) i slottet Versailles.
I barokken kunne man kun lave spejle i ca. 150 cm's længde, hvorfor større spejle måtte laves i flere dele. Sådanne spejle er altså ikke gået itu, men blot i sin tid sat sammen af en glarmager. Spejle kan reglen tidsbestemmes efter deres rammer. Barokspejlene begynder med at have brede rammer og følger siden stilens træk med rige udskæringer.
Rokokospejlene udtrykker den elegante tidsalder. Rammerne er overdådige, ofte sammensat af flere dele, og billedskærerarbejdet på dem ligger i reglen helt i toppen. Også danske billedskærere fra denne tid var fuldbefarne. De første var oftest indkaldte tyskere, som så mange andre kunsthåndværkere fra denne tid.
Louis Seize-specialiteten er Liselundspejlene (se dette) og de såkaldte Københavnerspejle, en blanding at rokoko og Louis Seize.
Empirespejlene minder ofte om tempelportaler, de kan være indlagt med intarsia og have bronzebeslag. I Louis Seizen udsmykkede man tit topstykket med ornamenter: hjelme, spyd, skjolde og fasces.
I Christian 8.-tiden foretrækkes ovale spejle i mahogni, og vippespejle udført i billigt fyrretræ blev moderne.