Queen Anne spejl med rankeslebet overstykke og ramme med kineserier i lak
Oldtidens s. var af poleret metal, f.eks. bronze, og ofte med smukke støbte eller graverede motiver på bagsiden. Sådanne s. var af beskedent omfang, men man havde dem også legemsstore af polerede kobberplader, og hos romerne var der i overklassens hjem slaver, som ikke havde andet arbejde end at holde spejlpladerne for deres herskab.
I middelalderen gik man over til s. støbt af bly eller tin, de var dog ikke synderlig bestandige, fordi metallet hurtigt løb an. Man forsøgte sig også med s. af guld og sølv, og de kunne naturligvis være udmærkede, blot var de alt for kostbare. Lidt bedre blev det, da man i midten af 1200-tallet fandt ud af at lægge blyfolie bag glas, en kompliceret teknik, som kun ganske få mestrede, og de, der vidste, hvordan det gjordes, tog hemmeligheden med sig i graven.
Der har været nogen diskussion om, hvornår franskmanden Thevart opfandt kunsten at støbe spejlglasplader. Nogle påstår, at det skete i 1671, andre at det var tre år tidligere. Ved hans metode hældte s smeltet glasmasse ud i forme og blev rullet med hede valser, til der fremkom en plade af den ønskede tykkelse. Efter afkølingen kunne den poleres, og man havde så en smuk, forholdsvis fejlfri s.flade. Metoden var imidlertid uhyre kostbar, og derfor benyttede man sig mange steder langt op i 1700-tallet af den gammeldags metode til fremstilling af glasplader: En glascylinder blev pustet op, og når den havde nået en passende størrelse samt konsistens, lagdes den op på et helt plant bord med stenplade, her skar man bund og top af cylindren samt skar den op på midten, hvorefter den bredtes ud på pladen, så den kom til at ligge ganske lige. Når den var afkølet, måtte den poleres op, dog blev den aldrig så fin som en støbt plade, for der kom uvægerligt småblærer i massen. Det var ejheller muligt at få en helt lige plade frembragt på den måde, nær bund og top ville massen altid ligge noget tykkere, men det problem fik man løst så nogenlunde ved at slibe brede facetter på s.
Tilbage stod nu at beklæde s. med den metalfilm, som reflekterer lyset og frembringer spejlbilledet. Til den ende arbejdede man med en amalgamering, og der var forskellige metoder. I nogle tilfælde rørte man kviksølv op med tinfolie, til det hele havde en konsistens som talg, hvorpå dette simpelt hen gnedes hårdt mod glasfladen, så noget af det blev hængende. Metoden gav dog ikke den sikreste belægning, bedst var det at foliere, hvilket skete på følgende måde: Et stykke tinfolie, der ikke måtte være tykkere end skrivepapir, lagdes på en aldeles plan marmorplade. Folien glattedes meget omhyggeligt ud, hvorefter der dubbedes kviksølv påoveralt, indtil pladen virkede som om den var dugget. Når man således havde sikret sig, at kviksølvet bandt godt, hældtes der et helt lag på, som med stor forsigtighed blev gnedet imod folien. I kanten af marmorpladen var der riller, og her blev det overflødige kviksølv skrabet ud, så det løb væk.
Nu var det tid at lægge pladen på, den var forinden renset omhyggeligt og skubbedes langsomt frem over folien. På den måde undgik man mest muligt, at der opstod luftblærer mellem glas og belægning. Når alt var påplads, masseredes de to flader mod hinanden med klodser beklædt med filt, og sluttelig lagdes der pres på, hvorefter det hele fik lov at hvile et døgns tid, så det kunne »sætte« sig. Efter dette flyttedes s. over på en træplade, der gradvis kunne løftes i den ene ende ved at der lagdes kiler ind, det skete langsomt - hele processen kunne tage fjorten dage eller derover, og hver gang man hævede, drev der lidt overflødigt kviksølv ud. Når pladen endelig var i næsten lodret stilling, regnedes s. for nogenlunde færdigt og kunne efter afsluttende polering afleveres til rammernageren. Det var af største vigtighed, at der intet overflødigt kviksølv sad tilbage, for det første fordamper det, og dampene er uhyre giftige, for det andet ville et overskud af kviksølv let gøre folien så tung, at den ved den mindste foranledning dryssede partielt af. Man må tage i betragtning, at det eneste, der holder den på plads, er vacuumvirkningen mellem de to glatte flader. Man må fastslå, at det på grund af kviksølvdampe ikke er ufarligt at have gamle s. hængende i sit hjem, og har man dem, må de behandles med stor varsomhed, de tåler ikke stød. På den anden side kan de nyfolieres, hvis der er kommet døde pletter i dem.
Fransk kaminspejl, regence, begyndelsen af det 18. årh
Først i 1844 og 1856 fandt henholdsvis Drayton og Liebig ud af metoder, hvorved man kunne forsølve s. sådan som det stort set bruges den dag i dag.
Spejlrammerne adskilte sig oprindelig ikke stort fra billedrammer, men i Murano begyndte man dog i slutningen af 1600-tallet at arbejde med særlige s.rammer, en del af dem er bevarede, og de er opbygget affarvet glas, evt. også af hvidt glas med slibninger eller emaillebemaling. På bagsiden vil stykkerne ofte være folierede, så de får s. virkning. De enkelte stykker er fæstnet til en træramme, hvortil de fastholdes bl.a. af forgyldte metalbeslag, undertiden af bronze, men nok så ofte af bly, for det var lettere og billigere at arbejde med. Denne »sparsommelighed« har kostet mange venetianske s. livet i utide, for blyet har en kedelig tendens til at forvitre.
Efterhånden vokser interessen for s., man har dem ofte parvis og får også lyst til at gøre mere ud af dem, selve s. er kun et kunstværk, når man spejler sin egen fortræffelige person deri, derfor må man forskyde balancen således, at det iøjnefaldende tyngdepunkt bliver rammen. Denne udvikling sker ikke på en gang, endnu i queen Anne-tiden er engelske s. således med ret smalle rammer, som kan være marketterede eller med »kina-lak«, og i stedet for et udskåret kopstykke sætter man ikke sjældent en slebet glasplade ind og glæder sig over dens stjerner etc. Tilsvarende stilfærdige rammer rmder man stundom på kontinentet, hvor man dog for det meste foretrak yppigere stykker. I Danmark har man endnu kun uhyre få s., de er alt for dyre, først da vi når rokokoen, kommer vi rigtig med, men da kan man til gengæld med nogen grund sige, at vi slet ikke gør det så ringe endda. Vi arbejder stort set med tre typer, den ene består af en smukt fineret grundtræplade der foroven og forneden er udsavet i tunger og har et forholdsvis bredt bundstykke samt et bredt kopstykke. Ornamenteringen kan bestå af udskåret, forgyldt og pålimet træ eller støbte bronzeornamenter. Ikke sjældent er der forneden anbragt et par drejelige lysarme. Den anden type er helt igennem udskåret og forgyldt, og foroven breder der sig et mådeligt stort kopstykke af karakter som et kålblad. Udskæringerne er ikke overdådige, det er de derimod på den sidste type, hvor kopstykket er med blomster, drager, fugle evt. endog putti og med gennembrydninger. Det var endnu begrænset, hvor store spejlglas sene kunne laves, man antager, at den maksimale højde var 1,50 m, af samme grund var det nødvendigt at sammensætte meget store s. af flere stykker. Ofte hørte større s. sammen med et konsolbord.
I Tyskland blev det også til nogle meget viltre s.rammer med asymmetriske kopstykker, hvorimod man i Frankrig viste tilbøjelighed til at holde sig inden for det moderate, i øvrigt kom man her, som også i England, Italien og andre steder i Europa en del ind på at videreføre den gamle venetianske skik at føre s. helt ud til rammens kant og lade det skinne igennem rammens bladværkslister og rocailler, hvilket fik hele konstruktionen til at virke let. Englænderne satte meget pris på s. med kineserier i retning af dem, Ths. Chippendale dekreterede med gennembrudt ramme med glas bag og en pagodelignende overbygning. Netop inden for s. kom englænderne ofte ind på det meget rokokoprægede og frembragte ting, der i spinkelhed og konstruktionsdristighed aldeles tog glansen fra det kontinentale.
Rokoko spejl med ramme af nøddetræ og forgyldte ornamenter samt lysarme
I nyklassicismen blev s.rammerne roligere, man arbejdede med firkantede, runde eller ovale s., og blandt de meget smukke er det danske liselunds. som ganske vist er meget påvirket af engelske forbilleder. - Ellers var et firkantet s. jo nok den største behagelighed, og man erstattede rokokoens viltre bund- og kopstykker med konstruktioner mindende om antikkens arkitektur med kannelerede søjler, friser etc. - I rammerne indgik naturligvis også perle- og kuglestave, og som topfigurer kunne man have medailloner med festons, urner blandt sløjfer, plumager i vase m.m. På en del s. fra tiden lader man egentlig rammen brede sig ind over glasset, man supplerer den med emaillemalede motiver såsom landskaber med personer og dyr, ranker, blomster 0.1., hvilket giver en ganske ejendommelig virkning. Man har ligeledes skjoldformede s. og - især i England og Nordamerika - eksemplarer med en forunderlig let topdekoration skåret som småblomster, hvedeaks etc., hvis man da ikke for at konstruktionen overhovedet kunne bære sig, erstattede træet med metal.
I den engelske regency bliver man glad for helt runde s., også konvekss. (se butler's mirror) er særdeles populære. Ellers er den europæiske empires s. ikke sjældent udført som græsk arkitektur med tempelgavl. Materialet er gerne mahogni med intarsia, og der kan ligeledes være tale om forgyldte bronzeornamenter. Monumentale kæmpes. med konsolborde båret af sfinxer, sirener eller andre fabelvæsener forekommer ligeledes. Ofte har man inddelt meget store s. i tre afdelinger, en øverste rektangulær - bredere end høj - eller halvcirkulær og med et eller andet motiv fra den græsk-romerske mytologi påmalet, så kommer det store midterfelt og under det nok et rektangulært, som igen er bredere end højt og ligeledes kan være med bemaling på glasset. Blandt de foretrukne intarsiamotiver på s.rammerne er konkylieskaller, hvidligt træ på baggrund af grønt. Det er oprindelig et kinesisk motiv, som er nået hertil via Holland og England.
Venetiansk spejl, begyndelsen af 1700-tallet med forgyldte metalbeslag og blåt glas i kantningen (Gammel Estrup).
Også små s. er aktuelle, og en del af dem er bredere, end de er høje, hvilket førhen hørte til sjældenhederne. I sen empiren bliver det almindeligt med store ovale mahogni-s., og ellers går man mere og mere tilbage til atter at bruge almindelige rammer, der egentlig lige så gerne kunne have siddet om et maleri. Det er især de store s., der endnu bevarer et vist særpræg, og sovekammerspejle fra nyrenæssancen med proptrækkersnoede stolper ved siden og kopstykke med pinakIer, kartoucheværk etc. kan være ganske pompøse. I jugendperioden fremstilledes enkelte gode rammer opbygget af stiliserede planteornamenter eller med flyvende fugle og forskellige dyr. Klunkeepokens rammer er gerne kraftige og med yppig gipsornamentik, de er hellere bronzerede end forgyldte, man ser også eksemplarer betrukket med fløjl.
I barokken brugte man undertiden at indbygge s. i møbler, det skete naturligvis mest i toiletmøbler, men også i lågerne på overdelen af skabschatoller lod man undertiden anbringe s. Fra forrige århundrede forekommer ikke få klædeskabe, hvor hele lågen dækkes af et stort påklædningss.
Rigt udskåret og forgyldt tysk rokokospejl
Regencens og rokokoens overklasse satte stor pris på s. og havde undertiden s. opbygninger på spisebordene eller s. anbragt på dugen, hvor det illuderede en sø.
Hånds. ændrer sig af gode grunde ikke så meget som vægs., den runde eller ovale type med ramme og skaft, som kendtes allerede i den sene oldtid, anvendes den dag i dag, selv om såvel ramme som skaft naturligvis har været udformet lidt forskelligt, alt efter hvilke stil-epoker s. stammer fra. Førhen var sammenklappelige s. meget almindelige. Glasset var indfældet i en træplade, og en anden kunne lukkes ned over det som dække, således at selve s. var beskyttet.
Se iøvrigt vippes., psyke og ærøs.