Spindelgang
det ældst kendte hæmværk til et ur er s., som allerede brugtes i 1200-tallet. Mekanismen består af et kronhjul, hvis takker står vinkelret ud fra hjulet så det minder om en krone. Dette hjul er forbundet med drevet ved en aksel, og ud for det sidder en lodret aksel, der er forsynet med to lapper eller flige, de er i forhold til hinanden stillet i en vinkel på 90 grader og er anbragt således, at medens den ene griber ind i kronhjulet forneden, griber den anden ind foroven.
På gamle s. er der øverst på akslen anbragt en tværstang, som kaldes balancen, den kan være udstyret med en belastning eller en skeformet udvidelse i hver ende. I begge tilfælde bliver dens bevægelser noget træge, så akslen sinkes i sin fremdrift. N år drevet nu drejede kronhju1et frem, greb de to flige på spindelen, som hele mekanismen kaldtes, skiftevis ind i dets takker, så spindelakselen med balancen hele tiden drejede frem og tilbage. Dette hæmmede urfjeder eller lod der i at drive værket uregelmæssigt.
I 1500-tallets midte søgte franskmændene at forbedre konstruktionen ved at erstatte tværstangen med en uro - en hjulformig balance, der i øvrigt placeredes i samme plan som stangen. Nogenlunde pålideligt blev det dog først, da tyskerne snart efter fandt ud af, at man på hjulets underside anbragte en stift eller tap, som hver gang hjulet svingede frem eller tilbage måtte slå imod en svinebørste, der svippede tilbage i udgangsstillingen, så snart tappen var passeret, og derfor bød det på en ganske jævn bremsende virkning.
I 1674 gør hollænderen Chr. Huygens en for urmageriet epokegørende opfindelse, som især kommer lommeure og andre småure til gode: Han fastgør til akslen direkte under balancen en ganske smal og tynd spiralfjeder, som i den anden ende er fæstnet til værkets plade med en stub. Englænderen Thomas Tompion forbedrede kort efter Chr. Huygens opfindelse ved at klemme spiralfjederens ende ind mellem to forskydelige stifter, så dens længde og dermed dens bremseeffekt kan reguleres. Man kalder denne form for spiralgang for et rokkerværk.
Endnu var man dog langtfra tilfreds: Urene gik nemlig ikke helt præcist - de vandt, når det var koldt og tabte, når det var varmt, fordi temperaturen fik urofjederen til at arbejde. I 1735 fik englænderen George Harrison imidlertid den ide, at man kunne sammensv.ej$e en messingstrimmel med en stålstrimmel, fastgøre den til værkets plade og rokker stifterne igen til den. Ved temperaturændringer arbejdede disse materialer forskelligt, derfor ændredes rokkerstifternes placering, og ved deres bevægelser enten strammedes eller lindedes spiralfjederen. Da man ydermere fandt på at gøre dette temperaturkompensationsstykke u-formigt, havde man opnået en høj præcisionsgrad. Rokkerværket blev dog yderligere forbedret af franskmanden L'Epine i 1780, og i 1782 gik man over til at omlægge selve balancens kant med et andet metal, overskære denne rand et par steder og belaste den med guldskruer til finregulering.
Brugernes vurdering
5,0
(
6
stemmer)
Siden er blevet set 1.207 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Samling
Der er allerede en bruger med det brugernavn.