Stabelholder af messing, barok
En stabel består af en lang væge, der er dyppet nogle få gange i tælle eller oftere - voks. Den er tyndere end et lys og kan ikke bære sig. Man har stabelen' rullet op og lagt om en s. Den mest primitive type består af en trækegle på fod. Foroven har keglen en fure, eller der er sat en metalsplint i den, hvor enden af stabelen føres igennem.
En s. af mere avanceret type er af messing, den har stamme på fod og foroven en klemme hvori stabelen fastholdes. øverst kan der være en hanefigur. Foden er en pladefod eller trefod.
I Nordtyskland og Sønderjylland var s. af en anden konstruktion almindelige. Her er stabelen ophængt på en horisontalt stillet akse hvorfra den trækkes op gennem et øje i den bøjle, der holder aksen. Endelig er der lukkede, tøndeformede s., hvori stabelen lægges og føres ud gennem et hul foroven. S. brugtes ofte i forbindelse med forsegling af breve, og fra 16- og 1700-tallet samt fra forrige århundrede kendes mange smukke eksemplarer.