Tysk glas, der ligner pasglasset, men kan være forsynet med torne som berkemeierglasset. S. blev efterhånden så stort, at det kunne rumme 3 l.
Ret slanke, høje drikkeglas, som ikke mindst inden for tysk område har gjort sig gældende. S. kendes fra den tidlige middelalder, er sjældent af synderlig ren glasmasse og er for det meste kraftigt grønne eller brune. Nogle s. er tæt besat med nopper, som kan være trukket ud til spidse torne. S. kaldes da et torneglas. S. hviler på en forrand, der undertiden breder sig ud til en ret kraftig plade, og på tidlige eksemplarer kan det ellers cylindriske korpus tragte let ud foroven. S. bruges endnu i 1600-tallet, hvor de dog trænges ret hårdt af deres mere rummelige efterkommer, humplen. I renæssancen er tornene som regel forsvundet, og er der nopper, er de smukt afrundede, så man ikke river hænderne på dem. Samtidig er foden påmange eksemplarer blevet højere og danner nu nedadtil en tragtform, hvorimod man har opgivet udtragtninger foroven. Man har s. med såkaldt optisk mønster, med ind smeltede hvide spiraler og med diamantgraveringer. I nogle tilfælde hører der låg til, og s. må da benævnes pokal. Ikke sjældent har man ladet en rigle løbe rundt om korpus som en opadstigende spiral (Se tillige pasglas).