Stentøj = stengods, et keramisk produkt fremstillet af tungt smelteligt ler. Det brændes ved temperaturer på ca. 1400 grader, hvorved lerets korn smelter sammen til en såkaldt sintret skærv, den er stenagtig og uigennemtrængelig for vand. Det har været almindeligt at saltglasere stentøj ganske simpelt ved at inddrysse kogsalt under brændingen. Dette fordamper ved de høje temperaturer, men fortætter sig atter og aflejrer sig på varerne. Nævnes kan det rhinske stentøj, som i renæssancen nød stor popularitet.