Stofpenge: Vævede tøjstykker, brede bændler i store ruller
eller måtter har været i anvendelse som betalingsmiddel adskillige steder i
verden, bl.a. i Melanesien, Indonesien og Afrika. De mest kendte er pangne fra
Vestafrika og kongoområdet og macuta (makute). Pangne var et stykke stof af
størrelse 40x40 cm. Omkring år 1800 kostede en voksen mandlig slave 80 og en
kvindelig 65 pangner. – se Guinea.
Også i Norden var klæde, her vadmel, en værdifikseret vare i
middelalderen, hvor manglen på metal var mærkbar. Landskabslovene fastsatte
bøder og afgifter såvel i penge som varer, bl.a. klæde; der fastsattes en
bestemt værdi på alen klæde (vardere). På Island var vadmel så almindeligt, at
det blev en regneenhed. I lovene kaldes vadmel simpelthen for »vare«, og ting,
der vurderedes i forhold til vadmel, kaldtes varevurderet. Til op i dette
århundrede var 1 alen vadmel = 1/6 af en øre, og regneenheden var hundreder, så
at »et hundrede« altid var = 120 alen vadmel. Al formue, jord og løsøre
regnedes i alen vadmel.
Fra nyere tid haves eksempler fra Bielefeld i 1920'erne,
hvor sedler tryktes på lærred og silke; fra Uzbekistan, hvor der i 1919 tryktes
en hel seddelserie på silke samt fra Sydafrika, hvor der under boerkrigen i
1902 blev fremstillet nødsedler af iturevne kakiskjorter, hvorpå værdien blev
skrevet med blæk.
..