Sukkerskrin qf sølv. Mester Jørgen Nielsen Lind, København, 1744
Man havde i renæssancen små lågskåle, som meget muligt har været brugt til sukker, men først da man i slutningen af 1600-tallet begynder at drikke kaffe, te og chokolade, bliver s. almindelige. De første barok s. har gerne korpus opdrevet med bukler. Senere bliver det med ligeknækninger og i rokokoen knækket og vredet. I senbarok står s. gerne på en tragtformet, svejfet fod, eller på tre-fire standkugler. I regencen er en standrand det almindeligste, og i rokokoen anbringes metais. gerne på fødder. S. af porcelæn eller andre keramiske materialer har gerne standrand.
I klassicismen får s. vaseform og dekorationer af festons, bånd, medailloner, fascesstave etc. Fra denne tid kendes også eksemplarer med en lille bærebøjle, en såkaldt sukkerspand. Empiren går mere ind for bådformede eller ovale s., som kan være med graverede, men også ofte godronerede prydelser, f.eks. rundt om bunden. Hankene buer gerne højt op over skålen, som står på en ret høj stamme. Også eksemplarer, der hviler på fire svungne ben, som igen støtter på en standplade, der er udstyret med standknopper, kendes. I hver ende af skålen kan der være et løvehoved bidende om en ring. Begge typer går for så vidt videre i senempiren.
Terriliformet sukkerskål. Louis seize. Mester Chr. Werum, København 1782
En del s. er udstyret med låg og forvandles dermed, hvis de er af nogen størrelse, til sukkerterriner. Eftersom låget har til formål at holde fugt væk fra sukkeret, så det ikke bliver klistret, bør der ikke være udskæring til en sukker ske i det, og hvor en sådan forefindes, er den ofte en senere tilkomst.
Ikke mindst i forrige århundrede var sukkerfade af glas populære, de lavedes også pådanske glasværker. De består af en skål - ofte optisk mønstret og med en bugtet, undertiden nedhængende kant. Skålen hviler på en stamme, som igen går over i en ret kraftig, bred fod.