syld, fundament af kampesten under det egentlige murværk. Stenfundamenter
består af syldsten (natursten), evt. stablet i flere lag. Syldstenene varierer
meget i størrelse. Fra sten med største tværmål på ca. 1 m til sten på
størrelse med en fodbold. Hulrummet mellem stenene er oftest omhyggeligt pakket
med mindre sten, murbrokker, mørtel og stampet jord.
Stenfundamentet i sin simpleste form - f.eks. under et
bindingsværkshus - består kun af en enkelt række syldsten udlagt i en rende kun
20-30 cm under jordoverfladen. I takt med husstørrelsen vokser også størrelsen
af fundamentet, og det kan nå en betragtelig størrelse i både dybde og
tykkelse. Hvor det ikke var muligt at skaffe natursten i større mængder, kunne
man også vælge at mure fundamentet op i teglsten.
Ved gode jordbundsforhold blev der typisk udlagt et enkelt
lag forholdsvist flade natursten, og herpå blev resten af fundamentet opmuret i
tegl med en eller flere aftrapninger. I nogle tilfælde blev der muret direkte
på den afrettede jordbund eller eventuelt på et plankelag.