Syntetiske ædelstene

i 1902 havde den franske kemiker Auguste Victor Verneuil (18561913) held til at konstruere et apparatur, den såkaldte Verneuils ovn, i hvilken man kunne fremstille visse ædelstene syntetisk. Det drejede sig i første omgang om korund-typer som rubin og safir.
Princippet i metoden er i store træk, at man lader udgangsmaterialet, som til korunder er aluminiumoxid, i fint pulveriseret stand passere gennem et forbrændingskammer, hvor det udsættes for brændende knaldgas - ilt og brint. Der udvikles herunder såstærk varme, at pulveret smelter, og langsomt drypper smelten ned på en lille platform, hvor den krystalliserer. Efterhånden dannes der på den måde en pæreformet boule, som er smallest forneden og tykkest foroven, alt efter de farvestoffer, som er tilsat, får man på den måde den røde rubin eller den blå safir. Ofte vil der på boulen forekomme et ringformigt mønster, som er dannet ved dråberne s nedfald. Det hænder også, at der er små dråbeformige blærer i stenen, det er luftblærer, som har været ved at slippe ud af materialet, men fixeredes, da det størknede, de kan ses under en lup, og kaldes almindeligvis haletudser.. De forekommer ikke i ægte stene. Den syntetiske sten kan slibes ganske som en almindelig ædelsten, og ofte er den så vel udført, at man skal være fagmand for at kunne skelne kunstproduktet fra det ægte.
Det er ikke usædvanligt, at man på platformen, hvor smelten drypper ned, anbringer en krystal mage til den, man ønsker skal danne sig, den kaldes en kim, og bruges ligeledes, når man »trækker« ædelstene, dette sker ved, at man har smelten i en digle, og en stav, i hvis ende en krystal er fastgjort, sænkes ned i smelten, samtidig med at staven drejes rundt. Smelten vil nu krystallisere omkring kimen, og langsomt trækkes den nydannede sten op, alt imedens krystalliseringen omkring den fortsætter. Sådanne stene har ofte slirer, som opstår ved stavens rotation.
Man kalder metoden med at lade en smelte krystallisere til stene for flux-syntese, og i dag kan der fremstilles en lang række kendte stene samt dertil stene, som man i hvert fald endnu ikke har fundet i naturen. En anden fremgangsmåde er hydrothermal-syntesen, hvorved man bl.a. fremstiller kunstige smaragder. Man opløser de nødvendige kemikalier i varmt vand - undertiden under tryk, hvor højere temperaturer end 100 grader kan opnås, og ved så at fremstille en overmættet opløsning får man, når temperaturen sænkes passende, en krystaldannelse i gang. Også her anbringer man gerne en eller flere kimkrystaller, der skal formidle dannelsen af nye krystaller. De kunstige stene kan kendes derpå, at de ofte har en anden struktur end de ægte samt at de fluorescerer på en anden måde, men sådanne prøver er det fagmandens sag at foretage.
Selv diamanter er nu blevet fremstillet i laboratorier, dog ikke ved nogen af de nævnte metoder, det blev i første omgang til bittesmå tekniske stene uden smykkemæssig værdi, dog er det nu også lykkedes at fremstille smykkestene af tålelig kvalitet og i flere farver.
Similistene, som skal gå sammen med erstatninger for guld, platin etc. er næppe skabt for at skulle illudere som en bestemt ædelsten, det er mere begrebet »ædle stene«, man har søgt at levendegøre, de fleste af dem er af glas, f.eks. blyglas med slibninger og folierede på bagsiden, men også naturlige kvartskrystaller er blevet brugt, bl.a. de bekendte rhinstene, som findes i de egne, der gennemstrømme s af denne flod (se også aventuringlas).
Udover de såkaldte kulturperler (se perler), hvor mennesket har hjulpet naturen ved at sætte muslinger i gang med at fabrikere perlerne, er der også egentlige syntetiske perler, de første fremstilledes omkring midten af 1600-tallet af en franskmand, Jaquin, som tillige var ekspert i at lave rosenkranse: I små hule glaskugler sprøjtes en væske, som kaldes essence d'orient, den er fremstillet af bugskæl fra løjen - en lille ferskvandsfisk og som bindemiddel er anvendt husblas. Når dette fluidum har afsat sig på indersiden af perlen, fyldes den ud med smeltet voks, og når det er størknet, er perlen klar til at blive trukket på snor. Disse perler er overmåde vanskelige at kende fra ægte, nogle af dem er nok glattere på overfladen end naturens eget produkt, men hvis glasset er behandlet med flus syre, forsvinder denne glathed. Man kan derimod prikke en nål ind i siden af snorhullet, og går den fast i en blød masse, er der tale om en efterligning, selvom denne altså påingen måde behøver at være af nyere dato. Også massive glasperler dyppet i essence d'orient nogle gange og derpå lakeret, er brugt.
Se i øvrigt under glasflus og glaspaste.