tachisme [tasjisme] (fransk af tache, plet) = spontanisme, kaldes også Action painting (handlingsmaleri), et udtryk opfundet af den amerikanske kritiker Harold Rosenberg med henblik på den dynamiske udtryksform, hvormed tachisterne projicerer billedstof ud af underbevidstheden. Ordet "Tachisme" blev første gang benyttet af den franske kritiker Michel Seuphor i 1950 som betegnelse for en spontan, surrealistisk stil, hvor farven kastedes eller plettedes på lærredet som en slags automatskrift. Af de mere fremtrædende tachister kan nævnes Wols og Jackson Pollock.