Tintallerken fra 1702 med mestermærke B. L. Tyskland
(flertal: tallerkener)
Indtil den seneste middelalder var tallerkner ukendte; man spiste af diske, som kunne være skiver af særligt brød, plader af træ, tin eller lertøj. Først med renæssancen begynder t. at gøre sig gældende, og naturligvis hovedsagelig hos overklassen. Materialerne var tin, sølv eller træ. - Således importerede man i Skandinavien udmærkede træt. fra Tyskland og Holland. Nogle var rødmalede og kaldtes herretallerkner, andre umalede, de kaldtes knægtetallerkner. Sidstnævnte fremstilledes siden også i Norden. Træet beholdt længe sin popularitet, ikke mindst fordi det var billigt samt dertil mere robust end keramik. På landet anvendtes t. af træ helt op omkring vort eget århundrede, og man havde i Sverige og Norge smukt bemalede prydt. med blomster, initialer etc., de var tydeligvis inspirerede af herskabernes porcelænsservicer. Man har næppe spist af sådanne stykker, men reserveret dem til pryd i tallerkenrækken.
Overklassens t. var ofte ret pragtfulde stykker. Ikke sjældent lod man dem gøre af sølv. Det var kun naturligt, at kongen og hans hof spiste af sølvt., og ligeledes på herregårdene samt blandt det bedre borgerskab kunne man i renæssancen og fremefter finde tallerkner af dette ædle materiale. Inden for fyrstehusene var ødsleriet med sølv ofte utroligt: Man lod gøre særlige sølvt. til en konges begravelse, og til den ny konges kroning, til hans bryllup og ved andre særlige lejligheder måtte der gøres nye passende til lejligheden. Naturligvis omsmeltede man en del af de gamle, men alligevel gik der meget til spilde. Det var således ikke ualmindeligt, at folk, der havde gæstet hoffet, som en gunstbevisning fik lov til at tage den sølvt. som de havde spist af, med hjem.
Sølvtallerken med riflet, knækket og tunget kant. Rokoko
Sølv er ikke noget hårdt materiale, og t. af sølv blev ridsede, hvis man spiste direkte af dem, derfor blev der mange steder lagt en skåneplade af træ over bunden af t., så den ikke skrammedes. Efterhånden ophørte man at spise direkte af sølvt., men brugte dem i stedet som undert. og serveringst.
Hvor det skulle gå særlig fornemt til, havde man enkelte lueforgyldte t. eller eksemplarer af rent guld. Det siger sig selv, at især de sidste er umådelig sjældne.
Man havde t. af sølv eller guld for at prale med dem, og derfor var det naturligt, at man lod sit adelige våben, kronede initialer etc. optræde på fanen som den kant, der omgiver tallerken skålen kaldes. I England var det almindeligt, at man nøjedes med at anbringe våbnets hjelm tegn med hjelm valk, den såkaldte crest på t. fanen, og i nogle tilfælde standsede man her, medens man i andre anbragte resten af våbnet på midten af t. Denne praksis førtes siden videre på keramiske t., både på de europæiske og de importerede kinesiske våbent.
Tinnet var længe det foretrukne t. materiale både til daglig brug på herregårdene og hos borgerskabet, det var langt billigere end sølv, og hvis det ellers var en god kvalitet og poleredes pænt, kunne det stå næsten så hvidt og skinnende som sølv. Ofte er gamle t. af tin særdeles velbevarede, hvilket skyldes, at man i lighed med praksis ved sølvt. lagde en skånebrikke i bunden, når man spiste.
De ældste t. har en særdeles bred fane og en lille skål - man kunne næsten tænke sig, at det var den gamle disk, der var udvidet med et dyppelseshul i midten. Fanen er ganske flad, og den har ingen eller kun en beskeden kantvulst. I 1690'erne smalner fanen efterhånden væsentligt ind, og den bliver samtidig let profileret. Denne udvikling fortsætter i begyndelsen af 1700-tallet.
Indtil barokken har t. haft rund fane, nu kommer man ind på at gøre den seks-, otte eller tolvkantet, og sådanne eksemplarer forekommer inden for både metal- og keramikt. Typen var dog ikke ubetinget heldig, eftersom man let slog knoerne på de spidse hjørner, og på keramikt. gik hjørnerne sig ofte en tur. Først da man i begyndelsen af 1700-tallet fandt på at forsyne fanen med blødt forløbende tunger, havde man opnået en værdig konkurrent til den runde fane. Den tungede facon brugtes til såvel metalsom keramikt. I nyklassicismen vendte man sig en stund fra tungede faner og gik helt ind for de runde - undertiden med takket kant, men snart kom tunger atter på mode, og de gør sig såmænd gældende den dag i dag.
Et par tallerkener fra det såkaldte »fuglestel«, Ludwigsburg ca. 1760
I 1700-tallet blev t. af fajance og porcelæn det mest efterspurgte. Man havde ganske vist - f.eks. i Italien - forfærdiget prægtige bemalede majolikat. i renæssancen med nogenlunde samme form som metalt., men det var først med den rigelige strøm af kinesisk eksportporcelæn i 16- og 1700-tallet, at man rigtig fik smag for keramikt. i Europa.
Snart kopieredes de kinesiske varer i stor stil i Holland, og andre landes manufakturer fulgte hurtigt i samme spor. I begyndelsen var man tilbøjelig til at give europæiske keramikt. samme form som metaltallerknernes, men snart frigjorde man sig mere og mere derfra og benyttede sig i højere grad af de keramiske materialers muligheder.
Blandt det, man sloges med, var keramikkens tilbøjelighed til spændinger i godset - noget, der har fået mange smukke keramik-tallerkener til at knække ved en meget beskeden foranledning. Englænderen Josiah Wedgwood satte sig derfor for at konstruere den ideelle keramiske tallerken, og han havde i høj grad held med bestræbelserne, ser man hans varer i profil - altså gennemskåret, så er der yderst en kantfortykkelse, hvorefter godstykkelsen aftager hen imod fanens midte for så atter at blive kraftigere der, hvor fane og skål mødes. Skålens sider er ligeledes tyndest på midten. Efter standranden går t. over i bunden, hvor godstykkelsen igen aftager ind mod midten. Keramikt. af denne type er både lette og forbløffende solide.
Hvem der opfandt den dybe tallerken, skal være usagt, men det skete engang i anden halvdel af 1600-tallet, hvor man begyndte at tillægge sig bedre bord manerer og indtog suppe med ske af dybe t. i stedet for at drikke den af skåle.