Temaskine (vandmaskine) af sølv, empire. Mester Niels Ebbesen, København 1813
temaskine = samovar. En i grunden lidt fortegnende benævnelse for en vandvarmemaskine. Man bruger jo også varmt vand til andet end netop te. Nogle t. er bygget efter det russiske samovarsystem, andre er med spritopvarmning og har altså en spritlampe anbragt under korpus. Temaskiner dukker op i sen barok og opnår i rokokoen stor popularitet. Man forfærdiger dem i sølv - til brug i de fornemme saloner - i kobber, messing, plet og tin. Ikke mindst hollænderne producerer mange tin-maskiner, som de lakerer i den orientalske maner. Ganske vist tåler tinnet ikke høje temperaturer, inden det smelter, men vandet holder - selvom det kommer i kog - temperaturen nede et godt stykke under tinnets smeltepunkt.
Barokkens temaskine har ofte vidtløftige beslag, og den hane, der udgår fra siden af korpus, er gerne rigt ornamenteret. For at opnå en særlig spændende virkning har man undertiden valgt at anbringe messingbeslag på kobbermaskiner - så meget mere, fordi messing lader sig støbe, hvad kobber dengang ikke gjorde. Barokkens og rokokoens temaskine har gerne et udvulstende korpus - i nyklassicismen går man mere over til æg- eller kugleform, hvis man da ikke i stedet vælger antikkens urne. I anden halvdel af forrige århundrede vender man på ny tilbage til barokkens vulst-former. Til de fleste temaskiner har hørt en spølkum, som stilledes under hanen for at opsamle dryppet.